Innhold
Innhold
L29.03.1900 nr. 2

Lov om Rettergangsmaaden i militære Straffesager [OPPHEVET]

Lov om Rettergangsmaaden i militære Straffesager

L29.03.1900 nr. 2 Lov om Rettergangsmaaden i militære Straffesager. [OPPHEVET]

Første Kapitel. Indledende Bestemmelser.

§ 1.

Ved militære Forbrydelser og Forseelser forstaaes i denne Lov Handlinger, der er betegnede som strafbare i den militære Straffelovgivning, hvad enten Straffen er at søge i denne eller i den borgerlige Straffelovgivning.

Andre strafbare Handlinger er borgerlige Forbrydelser og Forseelser.

§ 2.

Ved militærperson (militær) forståes i denne lov enhver ved rikets vepnede magt ansatt eller dertil hørende person.

Kongen kan gi regler om hva som skal forståes ved de militære benevnelser som ellers er brukt i denne lov.

§ 3.

Hvad der i denne Lov er foreskrevet for Krigstid gjælder ogsaa fra den Tid, da den væbnede Magt eller vedkommende Afdeling af samme er beordret sat paa Krigsfod, og til den atter er sat paa Fredsfod.

§ 4.

Ved Sjøtogt forstaaes Togt paa fremmede Farvand, beregnet paa en Varighed af mindst fjorten Dage.

Et Skib ansees for at være paa Togt fra den Tid, Kommandoen ombord er heiset, og til den igjen stryges, men paa Sjøtogt fra den Tid, det forlader Udrustningsstationen, og til det vender tilbage til Oplagsstedet.

§ 5.

Når det i denne lov vises til den borgerlige straffeprosesslov, menes med dette lov 22 mai 1981 nr. 25 om rettergangsmåten i straffesaker (straffeprosessloven).

2det Kapitel. Lovens Virkekreds.

§ 6.

Etter denne lovs regler behandles alle saker angående militære forbrytelser og forseelser.

Saker etter den militære straffelovs § 81 a behandles dog i fredstid etter den borgerlige straffeprosesslovs regler. Det samme gjelder i krigstid med mindre forbrytelsen er forøvet på krigsskueplass eller av person som nevnt i den militære straffelovs § 9 nr. 1-4.

Saker som anlegges av det offentlige til inndragning av penger eller gods i medhold av den militære straffelovs § 23, behandles etter nærværende lovs regler også når inndragningen ikke er å anse som straff.

§ 7.

Etter denne lovs regler behandles også saker angående borgerlige forbrytelser eller forseelser, saker etter den borgerlige straffelovs § 39 og saker som nevnt i den borgerlige straffeprosesslovs § 2, når de reises av det offentlige mot:

  • 1.

    militærpersoner, som tjenestegjør i krigstid eller på sjøtokt eller ved avdeling utenfor riket;

  • 2.

    andre personer som i hvilken som helst egenskap følger avdeling av den vepnede makt i krigstid eller på sjøtokt eller utenfor riket, eller mot

  • 3.

    krigsfanger som står under militær bevoktning.

§ 8.

Sager som af det Offentlige reises mod militær Tjenestemand til Fratrædelse af hans Stilling, uden at dette er at betragte som Straf, anlægges ved Krigsret og behandles efter nærværende Lovs Regler, forsaavidt disse er anvendelige.

§ 9.

Er Forfølgning for en borgerlig Forbrydelse eller Forseelse indledet, forinden Sigtede indtræder i noget i § 7 omhandlet Forhold, kan Sagen overgaa til Behandling efter denne Lov, naar den borgerlige og militære Paatalemyndighed kommer overens derom og Sigtede ikke gjør Indsigelse.

§ 10.

Sag angaaende borgerlig Forbrydelse eller Forseelse, der efter § 7 hører under militær Straffemyndighed, overgaar til Behandling efter den borgerlige Straffeproceslovs Regler, naar den militære Paatalemyndighed finder det hensigtsmæssigst, at Sagen overlades til de borgerlige Myndigheder. Dog kreves rettens samtykke hvis tiltale allerede er reist og siktede gjør innsigelse.

I ethvert tilfelle skal sak om borgerlig forbrytelse eller forseelse behandles etter den borgerlige straffeprosesslovs regler når det forhold som etter § 7 begrunnet militær straffemyndighet for forbrytelsen eller forseelsen, opphører før forfølgning er innledet av den militære påtalemyndighet.

Bestemmelsene i første ledd gjelder tilsvarende for saker om militære forbrytelser eller forseelser når påtalen reises mot andre personer enn nevnt i § 7.

§ 10 a.

Når det finnes hensiktsmessig, kan den militære og den borgerlige påtalemyndighet komme overens om at en handling som går inn under den militære straffelov, men som bortsett fra gjerningsmannens stilling eller de forhold hvorunder handlingen er foretatt, ville være straffbar etter den borgerlige straffelovgivning, skal påtales av den borgerlige påtalemyndighet som borgerlig forbrytelse eller forseelse.

Den militære og den borgerlige påtalemyndighet kan i krigstid komme overens om at sak etter den militære straffelovs § 81 a som ifølge § 6 hører under borgerlig straffemyndighet, skal forfølges etter nærværende lovs regler. Hører saken under militær straffemyndighet, får § 10 første ledd tilsvarende anvendelse.

§ 11.

Har noen forøvet flere forbrytelser eller forseelser hvorav noen hører under militær, andre under borgerlig straffemyndighet, og de antas å burde forfølges i en sak, kan den militære og den borgerlige påtalemyndighet komme overens om at samtlige påtales etter denne lov eller etter den borgerlige straffeprosesslovs regler.

§ 12.

Er flere personer medskyldig i samme strafbare handling som for noen av dem hører under militær, for andre under borgerlig straffemyndighet, kan den militære og den borgerlige påtalemyndighet komme overens om at saken for samtliges vedkommende behandles etter denne lov eller etter den borgerlige straffeprosesslovs regler, såfremt forenet forfølgning ansees hensiktsmessig.

§ 13.

Viser det seg under behandlingen av en sak som er innbrakt for borgerlig straffedomstol, at den angår en straffbar handling som skulle ha vært påtalt ved militær rett, kan domstolen dog fremme saken til pådømmelse når den finner at det ikke allerede da tiltale ble reist, var klart at saken hører under militær straffemyndighet.

§ 13 a.

Bestemmelsene i §§ 9-13 får tilsvarende anvendelse for saker om krav som ikke gjelder straff.

§ 14.

Rettskrav som fornærmede eller andre skadelidte har mot siktede, kan etter reglene i kap 28 fremmes i forbindelse med militær straffesak såfremt rettskravet springer ut av samme handling som saken gjelder. Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslov § 3 første ledd annet punktum gjelder tilsvarende.

Paastand om saadan Afskedigelse, som omhandles i § 8, jfr. Lov om den almindelige borgerlige Straffelovs Ikrafttræden § 10, kan gjøres gjældende i Forbindelse med militær Straffesag.

Tredie Kapitel. De militære Straffedomstoles Sammensætning og Virkekreds.

§ 15.

Domstoler i saker som hører under denne lov er:

Høyesterett,

Høyesteretts kjæremålsutvalg,

lagmannsrett,

krigsrett,

militær forhørsrett.

§ 16.

Under Høyesterett hører anke i saker som er behandlet ved lagmannsrett, krigsrett eller militær forhørsrett og anke over vedtagelse av forelegg.

Under Høyesteretts kjæremålsutvalg hører kjæremål mot kjennelser og beslutninger av lagmannsrettene.

§ 17.

Under lagmannsrett hører:

  • 1.

    fornyet behandling av saker som er pådømt ved krigsrett eller militær forhørsrett;

  • 2.

    kjæremål mot kjennelser og beslutninger av krigsrettene og de militære forhørsretter.

§ 18.

Når det på grunn av særlige forhold i krigstid vil medføre uforholdsmessig eller skadelig forsinkelse av rettergangen å bringe saker inn for Høyesterett eller Høyesteretts kjæremålsutvalg, kan Kongen med virkning for hele riket eller for enkelte jurisdiksjoner bestemme at lagmannsretten skal gjøre tjeneste som domstol i siste instans. Slik bestemmelse har følgende virkninger:

  • 1.

    Adgangen til å anvende anke eller kjæremål mot avgjørelser av lagmannsrett faller bort, og avgjørelser som allerede er truffet, blir endelige selv om anke eller kjæremål er erklært.

  • 2.

    Lagmannsretten trer i stedet for Høyesterett som ankedomstol. Dette gjelder også i saker som allerede er pådømt ved krigsrett eller militær forhørsrett eller avgjort ved forelegg, med mindre anke er kommet inn til Høyesteretts kjæremålsutvalg.

Når bestemmelse som er truffet etter første ledd blir opphevet, gir Kongen regler om hvorledes det skal forholdes med ankesaker som da er under behandling ved lagmannsrettene.

§ 18 a.

Ved lagmannsrett som første instans behandles saker om forbrytelser som kan medføre strengere straff enn fengsel i 8 år, og saker om forsøk på slike forbrytelser. Straffens skjerpelse i krigstid eller på grunn av gjentagelse eller på grunn av sammenstøt av forbrytelser kommer her ikke i betraktning.

Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslov § 6 annet ledd nr. 1 og 2 får tilsvarende anvendelse.

§ 18 b.

Kongen fastsetter hvilken lagmannsrett den enkelte generaljurisdiksjon og jurisdiksjon skal knyttes til. En generaljurisdiksjon eller en jurisdiksjon kan deles på flere lagdømmer.

Kongen kan bestemme at det skal dannes selvstendige avdelinger av lagmannsretten som i krigstid skal behandle saker etter denne lov, og oppnevne særskilte dommere til å gjøre tjeneste i slike saker. Disse avdelinger kan pålegges å følge militære avdelinger eller staber i felten.

§ 19.

Det skal være en krigsrett for hver jurisdiksjon.

Ved krigsrett behandles saker som ikke hører under lagmannsrett. Saker om forbrytelser og saker som nevnt i § 8 kan den militære påtalemyndighet dog straks bringe inn for lagmannsrett hvis den av særlige grunner finner det hensiktsmessig eller det begjæres av siktede.

Når det i krigstid vil medføre særlig ulempe eller forsinkelse å behandle en sak som nevnt i § 18 a ved lagmannsrett, kan den i stedet bringes inn for krigsrett.

Krigsrettens avgjørelse av spørsmålet om en sak kan bringes inn etter annet ledd, kan ikke angripes ved kjæremål eller anke.

§ 19 a.

I sak som bringes inn for lagmannsrett som første instans, skal om mulig krigsdommeren i vedkommende jurisdiksjon etter tilkalling av lagmannen gjøre tjeneste i stedet for en av lagdommerne.

Ved fornyet behandling og når lagmannsretten behandler en sak i første instans skal fire militære meddommere være med under hovedforhandlingen.

I saker som ventes å ta lang tid, kan rettens formann beslutte at retten skal settes med fire dommere og fem meddommere. Den femte meddommeren skal i så fall tilhøre den laveste av de klasser som er bestemt for saken. Når det skal avsis dom, uttrer etter loddtrekning en av dommerne, dog ikke formannen eller krigsdommeren, og en meddommer av den laveste klasse.

§ 20.

Krigsretten skal bestå av en eller flere krigsdommere. Har retten flere dommere, beskikker Kongen eller den han bemyndiger, en av dem til formann for hele domstolen. Har formannen forfall, skal den eldste av de andre dommere gjøre tjeneste som formann så lenge ingen annen er beskikket. Har retten flere medlemmer, fordeler domstolens formann sakene mellom dem.

I den enkelte sak settes krigsretten med en krigsdommer og to militærpersoner som meddommere. I sak som bringes inn for krigsrett etter § 19 tredje ledd, skal retten settes med fire meddommere.

Når det i en sak hvor forelegg er utferdiget, ville være forbundet med uforholdsmessig ulempe eller utgift å tilkalle meddommere, kan dette unnlates. Beslutning herom kan ikke angripes ved kjæremål eller anke.

§ 21.

I Tilfælde af Krigsdommerens Forfald eller naar han i nogen Sag ikke kan have Sæde i Retten, bestemmer vedkommende Regjeringsdepartement eller, saafremt i Krigstid eller paa Sjøtogt Departementets Bestemmelse ikke betimelig kan indhentes, Generaljurisdiktionschefen eller Jurisdiktionschefen, hvem der skal gjøre Tjeneste som Krigsdommer.

§ 22.

Krigsdommere skal være i Besiddelse af de for Høiesteretsdommere lovbefalede Egenskaber.

De beskikkes av Kongen eller den han bemyndiger, blant rikets faste dommere som ikke er medlemmer av Høyesterett. Fortrinsvis beskikkes dommere som har tjenstgjort som offiserer.

Til at gjøre Tjeneste i Krigstid eller paa Sjøtogt og forøvrigt under særegne Forhold kan beskikkes Mænd, der er i Besiddelse af de Underdommere lovbefalede Egenskaber.

§ 23.

Meddommerne skal være av følgende klasser:

  • A.

    Ved lagmannsrett og ved krigsrett som settes med fire meddommere:

    • 1.

      I sak mot general eller admiral og i sak mot stabsoffiser: en general eller admiral og to stabsoffiserer eller tre stabsoffiserer og en menig.

    • 2.

      I sak mot kaptein: to stabsoffiserer, en kaptein og en menig.

    • 3.

      I sak mot løytnant: en stabsoffiser, en kaptein, en løytnant og en menig.

    • 4.

      I sak mot fenrik: en stabsoffiser, to offiserer av lavere grad, derav en fenrik, samt en menig.

    • 5.

      I sak mot befalingsmann av lavere grad: en stabsoffiser, en offiser av lavere grad, en befalingsmann av lavere grad enn fenrik, samt en menig.

    • 6.

      I sak mot menig eller person som ikke er militær: en stabsoffiser, en befalingsmann av lavere grad og to menige.

  • B.

    Ved krigsrett med to meddommere:

    • 1.

      I sak mot general eller admiral og i sak mot stabsoffiser: en general eller admiral eller stabsoffiser og en menig.

    • 2.

      I sak mot kaptein: en stabsoffiser og en menig.

    • 3.

      I sak mot løytnant: en kaptein og en menig.

    • 4.

      I sak mot fenrik eller befalingsmann av lavere grad: en kaptein eller løytnant og en menig.

    • 5.

      I sak mot menig eller person som ikke er militær: en offiser av lavere grad enn stabsoffiser og en menig.

Såfremt meddommere av de bestemte klasser ikke uten særlig vanskelighet kan skaffes til veie, kan inntil halvparten av meddommerne være av den nærmeste høyere eller lavere klasse enn for tilfellet bestemt. Dog skal én av meddommerne alltid være menig, og én så vidt mulig ha høyere grad enn tiltalte.

§ 24.

Er under samme Sag tiltalt flere Militærpersoner af forskjellig Klasse, skal meddommerne være som bestemt for den Tiltalte, der er af den høieste Klasse.

§ 25.

I sak mot krigsfange av militær eller sivilmilitær stilling skal meddommerne være som bestemt for militærperson av tilsvarende klasse. I sak mot krigsfange som ikke er militær, skal meddommerne være som bestemt i § 23 A nr. 6 eller B nr. 5.

§ 26.

Er under samme Sag tiltalt baade militær eller dermed ifølge § 25 ligestillet Person og ikke-militær Person, skal meddommerne være som bestemt for førstnævnte.

§ 26 a.

Reglene i § 18 a og § 19 er ikke til hinder for at sammenhengende saker hvorav noen hører under lagmannsrett og andre under krigsrett, i forening bringes inn for lagmannsrett.

§ 26 b.

Er en sak brakt inn for lagmannsrett som første instans, bør den som regel fremmes, selv om den etter reglene i § 19 skulle ha vært behandlet ved krigsrett.

Viser det seg under hovedforhandlingen i en sak som er brakt inn for krigsrett, at den etter § 18 a skulle ha vært behandlet ved lagmannsrett, bør krigsretten som regel fremme den hvis ikke utsettelse er nødvendig.

§ 27.

Ved militær Forhørsret foretages Tingsvidner og andre enkeltstaaende Retshandlinger i militære Straffesager.

I de tilfelle som er nevnt i § 142, kan saker som hører under krigsrett pådømmes ved militær forhørsrett uten tiltalebeslutning og hovedforhandling.

§ 28.

Militær forhørsrett skal bestå av en eller flere militære forhørsdommere. Har retten flere dommere, får reglene i § 20, 2., 3. og 4. punktum tilsvarende anvendelse.

I den enkelte sak settes retten med en militær forhørsdommer.

Som militær forhørsdommer forretter som regel innen sin rettskrets den borgerlige underdommer eller, hvor der i underretten er flere dommere, en av dem. Er underdommeren beskikket som krigsdommer, eller trenges det flere dommere ved en militær forhørsrett, bestemmer Kongen eller den han bemyndiger hvem av rikets faste dommere skal tre i hans sted eller for øvrig tiltre retten som militære forhørsdommere.

Til å gjøre tjeneste som militære forhørsdommere i krigstid, ved avdeling utenfor riket eller på sjøtokt kan Kongen eller den han bemyndiger beskikke menn som er i besittelse av de for underdommere lovbefalte egenskaper.

§ 29.

(Opphevet ved lov 8 juni 1979 nr. 43.)

§ 30.

Rettsskriverforretningene utføres ved krigsrett av krigsdommeren, ved militær forhørsrett av forhørsdommeren.

Skal protokollfører brukes ved militær domstol, kan rettens formann kreve avgitt en befalingsmann eller menig fra den nærmeste eller en av de nærmeste avdelinger.

Fjerde Kapitel. Om meddommere.

§ 31.

Som meddommer kan bare tjenestgjøre militærperson som er norsk borger, har fylt 25 år, har bodd i riket i 5 år og har gjennomgått rekruttskole.

Som menig meddommer utenfor riket kan tjenestegjøre militærperson som har fylt 21 år og ellers oppfyller vilkårene etter første ledd.

§ 32.

Utelukket fra å tjenestgjøre som meddommer er enhver som er fradømt stemmerett i offentlige anliggender eller militært embete eller bestilling eller som er umyndiggjort.

§ 33.

Som meddommere kan ikke tjenestegjøre:

  • 1.

    Statsrådets medlemmer;

  • 2.

    Embetsdommere og rettskrivere ved domstoler som er tillagt forretning etter denne lov.

§ 34.

Hver generaljurisdiksjonssjef skal for sin generaljurisdiksjon sette opp manntall over generaler eller admiraler og stabsoffiserer som fyller vilkårene for å være meddommere. Samtidig fastsetter generaljurisdiksjonssjefen i hvilken jurisdiksjon hver av disse offiserer skal gjøre tjeneste som meddommer. Hvis det i en jurisdiksjon skal settes opp flere manntallslister etter § 35 annet punktum, bestemmer generaljurisdiksjonssjefen hvordan offiserene skal fordeles på listene. Offiserene skal føres opp klassevis og etter grad.

Generaljurisdiksjonssjefen sender oppgave over meddommerne til jurisdiksjonssjefene.

Manntalla skal til enhver tid holdes à jour.

§ 34 a.

For hver jurisdiksjon skal det være et særskilt utvalg av menige meddommere. Departementet bestemmer antallet og fordeler tallet mellom jurisdiksjonens kommuner etter folkemengden ved siste alminnelige folketelling. Hver kommune skal ha minst en meddommer.

Kommunestyret velger det antall meddommere som er tildelt vedkommende kommune. Valget foregår etter regler som gis av Kongen.

§ 35.

For hver jurisdiksjon skal jurisdiksjonssjefen sette opp liste over personer som skal gjøre tjeneste som meddommere. Kongen eller den han bemyndiger kan bestemme at det i en jurisdiksjon skal settes opp særskilte lister for de enkelte avdelinger, våpenarter eller andre tjenestegrener. Det kan også bestemmes at listene i en generaljurisdiksjon skal settes opp av generaljurisdiksjonssjefen.

Meddommerlisten skal omfatte:

  • 1.

    De offiserer som er ført opp i generaljurisdiksjonssjefens oppgave etter § 34.

  • 2.

    Et utvalg av befalingsmenn av kapteins og lavere grad som Justisdepartementet nevner opp. Departementet bestemmer også hvor mange meddommere av hver klasse skal være med i utvalget.

  • 3.

    Det utvalg av menige som er valgt i medhold av § 34 a.

I tilfelle av avgang fra det i nr. 2 nevnte utvalg foretar departementet ny oppnevning slik at utvalget til enhver tid omfatter så mange som fastsatt.

Lista føres klassevis og etter grad.

§§ 36-39.

(Opphevet ved lov 8 nov 1946 nr. 2.)

§ 40.

Jurisdiksjonssjefen sender meddommerlisten til lagmannen og krigsdommeren.

Departementet bestemmer hvor lang tid listene skal gjelde.

Departementet kan gi nærmere forskrifter om manntall og lister.

§ 41.

Dersom en meddommer kommer i et tilfelle som nevnt i § 32, eller i en stilling som nevnt i § 33, eller det opplyses at en meddommer mangler noen av de foreskrevne vilkår, skal jurisdiksjonssjefen snarest råd er melde av til lagmannen og krigsdommeren, som skal stryke meddommeren av listen.

Det samme gjelder når en meddommer dør eller på grunn av åndelige eller legemlige mangler varig er blitt ute av stand til å gjøre tjeneste eller trer ut av sin militære stilling. Det gjelder også:

  • 1.

    Når generaljurisdiksjonssjefen har bestemt at en offiser av manntallet etter § 34 skal være meddommer i annen jurisdiksjon.

  • 2.

    Når noen som er ført opp i utvalget etter § 35, annet ledd nr. 2 eller 3, blir forflyttet til en annen jurisdiksjon eller går over i annen klasse.

Jurisdiksjonssjefen skal også melde av til lagmannen og krigssdommeren når en meddommer blir siktet for en borgerlig eller militær forbrytelse som kan antas å medføre tap av stemmerett i offentlige anliggender.

Klage over at noen uriktig er strøken, avgjør departementet.

Femte Kapitel. Uttaking av meddommere til den enkelte sak.

§ 42.

Til den enkelte sak ved lagmannsretten eller krigsretten skal rettens formann eller etter hans bemyndigelse en annen av dommerne eller rettsskriveren i god tid før rettsmøtet ta ut meddommere og et varamedlem av hver klasse.

Antages flere Sager at ville komme til Behandling umiddelbart efter hinanden, skal dog saavidt muligt Udtagningen til dem ske helt eller delvis underet.

§ 43.

Meddommere tas av meddommerlisten for den jurisdiksjon saken gjelder, eller i tilfelle av den særskilte liste for den avdeling eller tjenestegren tiltalte hører til.

I sak mot flere tiltalte som hører til forskjellige avdelinger eller tjenestegrener, kan meddommerne eller enkelte av dem etter nærmere bestemmelse av rettens formann tas av en eller flere lister, herunder også lister for andre jurisdiksjoner. Rettens formann bestemmer i tilfelle hvordan meddommerne skal fordeles på listene.

Er det nødvendig for å få uhildede meddommere eller et tilstrekkelig fyldig utvalg, kan meddommerne eller enkelte av dem tas av lister for andre jurisdiksjoner, avdelinger eller tjenestegrener.

§ 44.

Meddommerne tas ut klassevis ved loddtrekning i overvær av et militært eller borgerlig rettsvitne.

En meddommer skal forbigås dersom han er utelukket fra å gjøre tjeneste i saka eller vites å ha lovlig forfall eller er under strafforfølgning som nevnt i § 41 nest siste ledd.

Fra loddtrekningen kan unntas meddommere som ikke kan gjøre tjeneste i saka uten at det vil føre til skadelig opphold eller urimelig ulempe eller utgift.

Er tiltalte før loddtrekningen kommet i en annen klasse enn den han tilhørte da den straffbare handling ble forøvet, skal meddommerne trekkes som bestemt for den høyeste klasse. At det er trukket meddommere som bestemt for den laveste klasse, kan dog ikke i noe tilfelle begrunne kjæremål eller anke.

§ 45.

Loddtrekningen og de avgjerder som er tatt etter §§ 42-44, innføres i ei dertil bestemt bok som medunderskrives av rettsvitnet.

Kan det ikke foretas loddtrekning i ei klasse, skal det gjøres merknad om grunnen.

§ 46.

Om utfallet av loddtrekningen skal krigsadvokaten få melding først råd er. Han skal sørge for at meddommerne og varamedlemmene blir tilsagt til å møte i retten, og skal sende oppgave over dem til tiltalte og forsvareren.

§ 47.

Naar nogen, der har faaet Ordre til at møde som meddommer, antager, at han formedelst Forfald eller af andre Grunde ikke kan tjenstgjøre, har han snarest muligt at melde det til den Befalingsmand, af hvem han har modtaget Ordren. Befalingsmannen skal straks underrette rettens formann. Denne har i saa Fald, ligesom naar han paa anden Maade faar Kundskab om, at en udtagen meddommer eller et varamedlem ikke kan tjenstgjøre, uopholdelig at udtage nytt varamedlem samt derefter at forholde sig paa den i forrige Paragraf nævnte Maade.

§ 48.

Hvis noen av meddommerne uteblir eller må fratre, og det ikke er noe varamedlem som kan tjenestegjøre, skal rettens formann, såfremt ikke alle uttatte meddommere må fratre på grunn av vesentlige feil ved meddommerlisten eller uttakningen, tilkalle av vedkommende eller av den nærmest høyere eller lavere klasse den som hurtigst kan komme til stede.

Dersom det i krigstid ikke er mulig innen rimelig tid å skaffe til stede menige meddommere av det i § 34 a nevnte utvalg, kan rettens formann tilkalle andre menige som fyller vilkåra for å være meddommere.

Er det valg mellom flere, skjer uttaingen ved loddtrekning.

Sjette Kapitel. Naar Rettens Medlemmer skal vige Sæde.

§ 49.

(Opphevet ved lov 26 nov 1954 nr. 6.)

Syvende Kapitel. Den militære Paatalemyndighed.

§ 50.

Den militære påtalemyndighets tjenestemenn er:

  • 1.

    Forsvarssjefen eller når slik ikke er tilsatt, sjefen for Forsvarsstaben.

  • 2.

    Generaljurisdiksjonssjefene.

  • 3.

    Jurisdiksjonssjefene og

  • 4.

    Offiserer som fører kompanisjefs eller dertil svarende eller høyere kommando eller befaling over militær befestning, anstalt eller skip, eller som innehar tilsvarende selvstendig stilling i den militære forvaltning.

Andre Befalingsmænd medvirker ved Forfølgningen af strafbare Handlinger, men har ikke selvstændig Paatalemyndighed, uden hvor der ikke er Anledning til at indhente Vedkommendes Bestemmelse.

§ 51.

Paatalemyndighedens Tjenestemænd har Paataleret over de Militærpersoner der er undergivne deres Kommandomyndighed. Paataleretten over andre end Militærpersoner tilligger Paatalemyndighedens Tjenestemænd ved den Afdeling, som har besat vedkommende Strækning, eller som har Personerne i sit Følge eller under sin Bevogtning. Er det Forhold, som begrunder militær Straffemyndighed, ophørt, inden Forfølgning reises, tilkommer Paatalen Tjenestemændene ved den Afdeling, under hvilken Sigtede sidst henhørte.

Kongen kan ved almindelig Bestemmelse henlægge under Jurisdiktionschefers Paatalemyndighed Personer, som efter foranstaaende Regler ikke vilde henhøre derunder.

Kan Paatale ikke uden uforholdsmæssig Udgift eller skadelig Forhaling reises af vedkommende Tjenestemand, kan efter hans Anmodning en annen Befalingsmand med tilsvarende Paatalemyndighed overtage Forfølgningen. Dog kan myndigheten til å beslutte tiltale i fredstid bare overdras i det i § 95 omhandlede tilfelle og når det alminnelige verneting fravikes i henhold til § 98 eller domstolslovens §§ 38 eller 119.

§ 52.

Forsvarssjefen (sjefen for Forsvarsstaben) kan etter nærmere bestemmelse av Kongen tillegges den overordnede ledelse av påtalemyndigheten.

Generaljurisdiksjonssjefene har ledelsen av påtalemyndigheten hver innen sin generaljurisdiksjon. Kongen eller den han bemyndiger, fastsetter generaljurisdiksjonene og hvilke tjenestemenn skal være generaljurisdiksjonssjefer.

Alene Kongen kan utferdige alminnelige regler og meddele bindende pålegg angående Forsvarssjefens (sjefen for Forsvarsstaben) og generaljurisdiksjonssjefenes utøvelse av deres verv, jfr. dog bestemmelsen i første ledd.

§ 53.

Kongen eller den han bemyndiger, bestemmer jurisdiksjonenes antall og område.

Jurisdiksjonssjefer beskikkes av Kongen eller den han bemyndiger, fortrinsvis blant befalingsmenn av stabsoffisers eller høyere grad.

De leder påtalemyndigheten hver innen sin jurisdiksjon.

§ 54.

Ved utøvelse av påtalemyndigheten biståes Forsvarssjefen (sjefen for Forsvarsstaben) og generaljurisdiksjonssjefene av generaladvokaten og jurisdiksjonssjefene av krigsadvokatene.

Tilråding fra generaladvokaten eller krigsadvokaten skal foreligge før det treffes avgjørelse om å beslutte tiltale, utferdige forelegg, anvende rettsmidler eller unnlate eller frafalle påbegynt forfølgning og ved andre viktigere avgjørelser. Han skal medundertegne den skriftlige Udfærdigelse af enhver Ordre eller Beslutning, ved hvis Istandbringelse han har medvirket. Han bliver ved Undertegningen medansvarlig for Ordrens eller Beslutningens Lovlighed, medmindre han har paaført vedkommende Dokument, at han er uenig i den trufne Afgjørelse.

§ 55.

Generaladvokaten er embetsmann. Han må ha juridisk embetseksamen. Domstolloven § 231 gjelder tilsvarende. Når særlige forhold gjør det nødvendig, kan det beskikkes en særskilt generaladvokat ved en generaljurisdiksjon.

Generaladvokaten skal som regel føre alle saker for Høyesterett.

Generaladvokaten fører Tilsyn med Krigsadvokaternes Udførelse av deres Hverv.

§ 56.

Krigsadvokatene beskikkes av Kongen, fortrinnsvis blant personer som har tjenestgjort som offiserer. De må ha juridisk embetseksamen. Domstolloven § 231 gjelder tilsvarende. Krigsadvokater som beskikkes for tjeneste i fred må i tillegg fylle vilkårene i domstolloven § 220 nr. 1. Til å tjenestegjøre i krigstid, på sjøtokt og under særegne forhold kan dog Kongen eller den han bemyndiger, også anta andre til vervet skikkede personer.

Krigsadvokatenes antall fastsettes av Kongen eller den han bemyndiger.

De skal føre de saker som ikke føres av generaladvokaten.

§ 57.

I tilfelle av meningsforskjell mellom den militære sjef og den juridiske tjenestemann (generaladvokaten eller krigsadvokaten) angående påtalemyndighetens utøvelse kan den juridiske tjenestemann kreve at saken forelegges for den nærmest høyere påtalemyndighet til avgjørelse.

§ 58.

Naar nogen, der skal udføre en Sag for militær Ret, har Forfald, kan hans nærmeste Foresatte eller Rettens Formand antage en til Hvervet skikket Mand i hans Sted.

§ 59.

Paatalemyndighedens Tjenestemænd kan, naar det for Efterforskningens Skyld ansees paakrævet, rette sine Paalæg umiddelbart til enhver Militærperson, der er af lavere Grad.

§ 60.

Den overordnede Tjenstemand kan selv overtage Udførelsen af Forretninger, som paahviler den Underordnede, eller lade en enkelt Forretning udføre af en anden end den dertil nærmest bestemte.

§ 61.

Når påtalemyndighetens tjenestemenn eller generaladvokaten eller en krigsadvokat er i noe tilfelle som omhandles i lov om domstolene § 106 nr. 1-5, 8 eller 9 eller tidligere har handlet i saken i noen annen egenskap eller har avlagt eller skal avlegge vitnesbyrd, har gjort tjeneste eller skal gjøre tjeneste som sakkyndig i saken, skal de gi sin nærmeste foresatte meddelelse herom for at han kan treffe slike forføyninger som finnes påkrevd.

§ 62.

Hvor fast Løn for Udførelsen af militære Straffesager ikke er bestemt, tilkommer vedkommende Tjenestemand for hver enkelt sag Godtgjørelse af Statskassen der bestemmes efter Reglerne i den borgerlige straffeprosesslov.

§ 63.

De nærmere Regler om Paatalemyndighedens Ordning gives af Kongen.

Ottende Kapitel. Paatalen.

§ 64.

De militære Straffedomstole træder kun i Virksomhed ifølge Begjæring af den militære Paatalemyndighed, og deres Virksomhed ophører, naar Begjæringen tages tilbage, alt forsaavidt Undtagelse ikke er hjemlet i denne Lov.

§ 65.

Straffbare handlinger som er undergitt militær straffemyndighet og som ikke i henhold til §§ 10-12 overlates til borgerlig myndighets avgjørelse, påtales i embets medfør av den militære påtalemyndighet. Dog kreves:

  • 1.

    Kongens befaling eller tillatelse hvor sådan er nødvendig etter den gjeldende lovgivning,

  • 2.

    oppfordring av vedkommende særlige myndighet hvor det etter den gjeldende lovgivning er overlatt til en sådan å bestemme om tiltale skal finne sted;

  • 3.

    for borgerlige straffbare handlingers vedkommende begjæring av den fornærmede når den offentlige påtale etter den gjeldende lovgivning avhenger derav.

Tages Befalingen, Tilladelsen eller Opfordringen tilbage, forinden Dom er afsagt, stanser Forfølgningen.

§ 66.

Uden Hensyn til Bevisets Stilling kan Paatale undlades:

  • 1.

    i de Tilfælde, hvor Lovgivningen indeholder særlig Hjemmel hertil;

  • 2.

    Naar Reglerne for Strafudmaalingen i Tilfælde af flere Forbrydelsers eller Forseelsers Sammenstød medfører, at ingen eller blot en ubetydelig Straf vilde komme til Anvendelse;

  • 3.

    Såfremt slike særlige forhold er til stede at påtalemyndigheten etter en samlet vurdering finner at overveiende grunner taler for ikke å påtale handlingen. Unnlatelsen kan gjøres betinget av at siktede i prøvetiden ikke gjør seg skyldig i noen ny forsettlig forbrytelse eller forseelse. Prøvetiden er 2 år fra den dag påtale ble besluttet unnlatt, men ikke lenger enn foreldelsesfristen for adgangen til å reise straffesak for handlingen.

For øvrig får reglene i den borgerlige straffeprosesslov §§ 69 tredje ledd og 71 tilsvarende anvendelse.

§ 67.

Inntil dom er falt, kan en påbegynt forfølgning innstilles av de samme grunner hvorfor den fra begynnelsen av kunne være unnlatt.

Frafalles saken etter at hovedforhandlingen er påbegynt, enten på grunn av bevisets stilling eller fordi straff ikke kan anvendes på forholdet, avsis frifinnelsesdom. Naar ellers den paabegyndte Forfølgning indstilles, gives skriftlig Meddelelse derom saavel til Sigtede som til Klageren, om nogen er optraadt som saadan.

§ 68.

Er en mod en sigtet rettet Forfølgning indstillet, kan den udenfor de i § 70 første Led og § 72 omhandlede Tilfælde kun gjenoptages i Henhold til Reglerne i § 218, jf den borgerlige straffeprosesslov § 393, eller naar den er indstillet af Mangel paa Bevis, og Beviser af Vegt senere opdages.

Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslovs § 74 annet, tredje og fjerde ledd gjelder tilsvarende.

§ 69.

Tiltale for straffbare handlinger begått av Forsvarssjefen (sjefen for Forsvarsstaben), en generaljurisdiksjonssjef, generaladvokaten eller en krigsadvokat besluttes av Kongen. Det samme gjelder tiltale for straffbare handlinger begått av en embetsdommer ved domstol som er tillagt forretninger etter denne lov. Ellers besluttes tiltale av generaljurisdiksjonssjefene og jurisdiksjonssjefene eller i tilfelle av Forsvarssjefen (sjefen for Forsvarsstaben), jfr. § 52 første ledd.

Generaljurisdiktionscheferne har i Fredstid at afgjøre Spørgsmaalet om Tiltale, naar der handles om:

  • 1.

    Forbrydelser eller Forseelser forøvede af Personer af høiere Grad end Kaptein.

  • 2.

    Forbrytelser for hvilke straffen er bestemt således at frihetsstraff på livstid kan anvendes.

  • 3.

    Forbrydelser forøvede ved trykt Skrift.

§ 70.

En af underordnet Myndighed fattet Beslutning om at undlade eller frafalde Forfølgning kan omgjøres af den Overordnede, naar Meddelelse herom tilstilles Sigtede senest to Maaneder efterat han er bleven underrettet om den første Afgjørelse.

Finner den som påtalen hører under, at forfølgning bør unnlates eller stanses i henhold til reglene i § 66 første ledd nr. 3 og annet ledd, skal han i fredstid uten opphold søke samtykke av den nærmeste overordnede myndighet.

En af underordnet Myndighed iværksat Forfølgning kan frafaldes af den Overordnede.

§ 71.

Har den militære påtalemyndighet helt eller betingelsesvis nektet å påtale eller frafalt påbegynt påtale av en borgerlig forbrytelse eller forseelse som hører under militær straffemyndighet, uten at dette har hjemmel i § 66 nr. 2, kan privat forfølgning reises ved borgerlig straffedomstol etter reglene i den borgerlige straffeprosesslovs § 402. Reglene i nevnte lov §§ 408 og 409 tredje ledd gjelder tilsvarende.

§ 72.

Har den militære påtalemyndighet nektet å påtale eller frafalt påbegynt påtale av en militær forbrytelse eller forseelse uten at dette har hjemmel i § 66 nr. 2, kan fornærmede, med mindre han har erklært at han ikke forlanger påtale, i fredstid begjære spørsmålet om tiltale bør skje forelagt for Høyesteretts Kjæremålsutvalg.

Paatalemyndigheden indsender uopholdelig Begjæringen, ledsaget af Sagens Dokumenter og en Fremstilling af de Oplysninger, som den forøvrigt besidder samt de Bemærkninger, hvortil den finder Grund, til Kjæremaalsudvalget, som, inden det fatter sin Afgjørelse, kan befale indhentet yderligere Oplysninger paa nogen i Kapitel 20 omhandlet Maade.

Gaar Kjæremaalsudvalgets Kjendelse ud paa, at Tiltale skal ske, har Paatalemyndigheden uden Ophold at udfærdige Tiltalebeslutning overensstemmende med Kjendelsen.

Finder Udvalget den af Fornærmede fremsatte Begjæring aabenbar grundløs, kan det paalægge ham helt eller delvis at erstatte de ved samme forvoldte Omkostninger og derhos efter Omstændighederne ilægge ham en Bod.

§ 73.

Vil nogen fremsætte saadan Begjæring som i § 72 omhandlet, maa det ske seneste inden fjorten Dage efterat Meddelelse er tilstillet ham om den Beslutning, der giver ham Adgang dertil. For den, som ingen Meddelelse har erholdt, er Fristen to Maaneder.

§ 74.

Den borgerlige straffeprosesslov § 81 finder tilsvarende Anvendelse.

Niende Kapitel. Sigtede og hans Forsvar.

§ 75.

Den Mistænkte er at anse som Sigtet, naar Forfølgning er indledet mod ham for Domstolen eller forberedt ved Beslutning om eller Iværksættelse af Beslag, Ransagning eller Paagribelse eller lignende mod ham rettede Forholdsregler.

§ 76.

Har siktede ikke nådd myndighetsalderen, tilkommer de ham tillagte partsrettigheter også vergen.

Er han sinnssyk, har vergen hans partsrettigheter.

I krigstid eller når en sak blir forfulgt utenfor riket, kan retten oppnevne en hjelpeverge for siktede. Oppnevningen kan skje for enkelte rettergangsskritt eller for hele saken. Hjelpevergen utøver de rettigheter som ifølge denne lov tilkommer vergen. Oppnevningen kan når som helst tilbakekalles.

§ 77.

Der skal beskikkes Sigtede Forsvarer:

  • 1.

    ved hovedforhandling for krigsrett eller lagmannsrett og for Høyesterett

  • 2.

    ved Tingsvidner og Granskninger, der optages i Henhold til § 153;

  • 3.

    ved Afhørelse af Vidner eller ved Granskning, naar det antages, at Forretningen vil blive benyttet som Bevis under Hovedforhandlingen;

  • 4.

    ved Retsmøder, fra hvilke Sigtede i Henhold til § 141, jf den borgerlige straffeprosesslov § 245 tredje ledd, er bleven udelukket.

I krigsrettssaker er forsvarer unødvendig:

  • 1.

    Ved hovedforhandling og ved bevisopptak når siktede for retten har avgitt en uforbeholden tilståelse hvis riktighet bestyrkes ved de øvrige foreliggende opplysninger, og saka ikke kan medføre strengere straff enn fengsel i 8 år;

  • 2.

    i saker om forseelser mot den borgerlige straffelovgivning, dog slik at forsvarer skal beskikkes i saker om forseelser mot den borgerlige straffelovs kap. 33 når ikke forelegg er utferdiget;

  • 3.

    i saker som anlegges av det offentlige til inndragning etter § 6 tredje ledd eller etter § 7, jf den borgerlige straffeprosesslov § 2 første ledd nr. 2.

  • 4.

    i saker hvor forelegg er utferdiget.

§ 78.

Naar Forsvarer ikke er nødvendig efter Reglerne i § 77, men findes fornøden paa Grund af Tilfældets særegne Beskaffenhed, skal saadan beskikkes.

§ 79.

Til å gjøre tjeneste som forsvarere antar Kongen eller den han bemyndiger, ved Høyesterett et tilstrekkelig antall høyesterettsadvokater og ved andre retter et tilstrekkelig antall advokater eller andre til vervet skikkede menn.

§ 80.

Forsvarer for den enkelte Sag eller det enkelte Retsmøde beskikkes ved Krigsret af Krigsdommeren og for øvrigt af Rettens Formand. Er flere Forsvarere antagne for samme Domstol, bør de, hvor intet derfor er til Hinder, beskikkes efter Tur til Udførelse af Forsvaret under Hovedforhandling.

§ 81.

I Krigstid eller for øvrigt, naar der ikke er Anledning til at beskikke en af de efter § 79 antagne Forsvarere, kan en anden til Hvervet skikket Mand antages.

Det samme gjælder, hvor en Forsvarer faar Forfald eller udebliver i Tilfælde, hvor Benyttelse af Forsvarer er foreskreven eller findes nødvendig.

§ 82.

Findes det fornødent til betryggende Varetagelse af Sigtedes Tarv, kan en anden Forsvarer beskikkes istedenfor den oprindelig beskikkede.

§ 83.

Paa Sigtedes Forlangende bliver, saafremt det kan ske, uden at Sagen lider Ophold eller det Offentlige paadrages forøgede Udgifter, en anden af de for Domstolen efter § 79 antagne Forsvarere at beskikke som saadan istedenfor den, der allerede er beskikket eller som staar for Tur til at beskikkes.

Under samme forutsetning bør, hvor omstendighetene ikke gjør det utilrådelig, en annen advokat eller en annen person som finnes skikket for vervet, på siktedes forlangende beskikkes som hans forsvarer.

§ 84.

Bestemmelserne i den borgerlige straffeprosesslov §§ 95 annet og fjerde ledd og 106 finder tilsvarende Anvendelse.

§ 85.

Den beskikkede Forsvarer tilkommer Godtgjørelse af Statskassen, hvilken bestemmes efter Reglerne i den borgerlige straffeprosesslov § 78.

Tiende Kapitel. Retsmøder og Retsbøger.

§ 86.

I Krigstid, paa Sjøtogt og for øvrigt i paatrængende Tilfælde kan Retsmøde holdes paa Helligdag og til enhver Tid af Døgnet.

§ 87.

I krigstid kan retten alltid beslutte forhandling for lukkede dører når hensynet til krigsforetagender eller militær avdelings sikkerhet eller andre særlige grunner krever det.

§ 88.

Når en militær rett består av en enkelt dommer, skal forhandlingene foregå i overvær av et militært rettsvitne.

Om militære Retsvidner gjælder, hvad der i §§ 31 og 32 er bestemt om meddommere.

§ 90.

Forsaavidt det uden særlig Vanskelighed kan ske, skal de militære Retsvidner, naar Retsforhandlingen er rettet mod en bestemt Person, være af samme eller høiere Grad end Sigtede eller den af de Sigtede, som er af den høieste Grad.

Retsvidnerne afgives efter Dommerens Henvendelse af den nærmeste eller en af de nærmeste Afdelinger. Naar det er vanskelig eller vil føre til uforholdsmessig forsinkelse å gå frem etter bestemmelsen i første punktum, kan dommeren tilkalle rettsvitne.

§ 91.

De militære Retsvidner har at give nøie Agt paa Forhandlingerne. Finder de under Afhørelsen af Sigtede eller Vidner, at Oplysning ikke søges om noget Punkt, der er af Betydning for Forholdets militære Bedømmelse, har de at gjøre Dommeren opmerksom derpaa. Det samme gjælder, naar de finder, at nogen Tilførsel til Retsbogen af Dommeren om, hvad der foregaar under Forhandlingerne, vidner om en urigtig Opfatning eller er unøiagtig eller ufuldstændig.

§ 92.

Saafremt militære Retsvidner ikke betimelig kan skaffes, kan borgerlige Retsvidner benyttes.

§ 93.

(Opphevet ved lov 26 nov 1954 nr. 6.)

§ 94.

Bestemmelserne i den borgerlige straffeprosesslov kap 4 om rettsbøker finder tilsvarende Anvendelse.

I krigstid og når en sak blir forfulgt utenfor riket, kan krigsretten beslutte protokollasjon i samsvar med den borgerlige straffeprosesslovs § 21 første ledd nr. 1 også når den finner det hensiktsmessig for å unngå fornyet avhøring for lagmannsrett.

Ellevte Kapitel. Forening af Straffesager. Værneting m.v.

§ 95.

Forfølgning mod samme Person for flere strafbare Handlinger eller mod flere Personer som medskyldige i samme strafbare Handling bliver at forene i én Sag, forsaavidt det lader sig gjøre uden væsentlig Forhaling eller Vanskelighed.

Med Rettens Samtykke kan ogsaa for øvrigt Forfølgningen af flere strafbare Handlinger forenes i én Sag, ligesom flere forenede Sager efter dens Befaling eller med dens Samtykke kan adskilles.

§ 96.

Med Hensyn til Værneting for enkeltstaaende Retshandlinger finder i Almindelighed Bestemmelserne i den borgerlige straffeprosesslov § 12 Anvendelse.

Er der ved nogen Jurisdiktion anordnet særlig militær Forhørsret, foretages som Regel de nævnte Rettergangsskridt i de til Jurisdiktionen hørende Sager ved samme, men kan ogsaa forlanges foretagne ved anden militær Forhørsret, naar det af Hensyn til Sagens Oplysning eller til Besparelse af Tid eller Omkostninger for nogen ansees ønskeligt.

§ 97.

Hovedforhandling foretas ved krigsretten eller lagmannsretten for den jurisdiksjon eller generaljurisdiksjon hvis sjef har påtalemyndighet i saken.

§ 98.

Den borgerlige straffeprosesslov §§ 14 til 16 får tilsvarende anvendelse.

§ 99.

Kræves der, forinden Tiltale er reist, Befaling, Bemyndigelse eller Stadfæstelse af Retten i Anledning af en Handlings Foretagelse, udgaar den fra den militære Forhørsret paa det Sted, hvor Handlingen er eller tilsigtes foretaget, eller fra den særlige militære Forhørsret ved den Jurisdiktion, hvis Chef har Paatalemyndighet i Sagen. Efter det nævnte Tidspunkt udgaar den som regel fra den Ret, ved hvilken Sagen staar.

Er det Fare ved opphold, kan den fornødne Befaling eller Bemyndigelse erholdes af enhver militær Forhørsret.

Tolvte Kapitel. Forkyndelser, Meddelelser og Frister.

§ 100.

Forkyndelsen kan besørges av en befalingsmann.

Ved Afdeling af den væbnede Magt udenfor Rigets Grænser kan Forkyndelse finde Sted efter de Regler, som gjælder for Forkyndelse inden Riget.

I Krigstid er saavel Sigtede som andre Personer pligtige til at møde ved ethvert Retsmøde efter muntlig Tilsigelse uden Ophold.

Trettende Kapitel. Retternes Raadslagninger og Afgjørelser.

§ 101.

Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslov kap 5 gis tilsvarende anvendelse med følgende endringer:

Til fellende avgjørelse i skyldspørsmålet kreves ved lagmannsrett minst fem stemmer.

I krigsrett med fire meddommere kreves til fellende avgjørelse i skyldspørsmålet minst fire stemmer.

Dom avsies ved rettsmøtets slutning eller i særskilt berammet rettsmøte senest innen ett døgn etter at saken er tatt opp til doms.

Fjortende Kapitel. Vidner.

§ 102.

(Opphevet ved lov 14 juni 1985 nr. 71.)

§ 103.

Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosessloven kap 10 gjelder tilsvarende. Reglene for lagmannsrett i den borgerlige straffeprosesslov § 109 gjelder også for krigsrett i saker etter § 19 tredje ledd.

Naar Indkaldelse af Vidner til Hovedforhandling sker fra Paatalemyndighetens Side, udgaar Stævningen fra Krigsadvokaten (Generaladvokaten). Til Retsmøder udenfor Hovedforhandling udgaar Stævningen fra Retten.

Er Vidnet tjenstgjørende ved opsat militær Afdeling, kan Stævningen istedenfor at forkyndes læses paa Dagsordren, naar det sker i Vidnets Paahør.

Militærperson, der tjenstgjør i Krigstid eller paa Sjøtogt, kan for Vægring af at vidne eller aflægge Ed ikke hænsettes i fængslig Forvaring uden hans Foresattes Samtykke.

Femtende Kapitel. Sagkyndige og Granskning.

§ 104.

Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslovs kap 11, 12 og 13 får tilsvarende anvendelse. De sakkyndige har rett til godtgjørelse etter særskilt lov.

Dog skal, naar Sagkyndige tilkaldes til retslig Granskning (jf den borgerlige straffeprosesslov § 151), ogsaa militære Retsvidner overvære denne, medmindre de Sagkyndige har de for militære Retsvidner bestemte Egenskaber.

Sextende Kapitel. Beslag.

§ 105.

Bestemmelserne i den borgerlige straffeprosesslov kap 16 finder tilsvarende Anvendelse, forsaavidt intet modsat er bestemt i nærværende Kapitel.

§ 106.

Beslaglæggelsen iværksættes af Retten, den militære Paatalemyndigheds Tjenestemænd eller andre militære Befalingsmænd eller Vagthavende, Politiets Tjenestemænd eller, naar nogen gribes paa frisk Gjerning, af enhver, som er berettiget til at paagribe ham. Ligeoverfor tjenstgjørende Militærpersoner bør dog Beslaglæggelsen ikke foretages af Politiets Tjenestemænd eller privat Mand, saafremt den uden skadeligt Ophold kan ske af en militær Befalingsmand eller Vagthavende.

§ 107.

(Opphevet ved lov 14 juni 1985 nr. 71.)

§ 108.

(Opphevet ved lov 22 mai 1902 nr. 14.)

§ 109.

Til åpning og gjennomsyn av post eller telegram som er beslaglagt etter reglene i den borgerlige straffeprosesslov § 211 (jf den borgerlige straffeprosesslov § 212) kan i Krigstid, naar ingen Krigsdommer eller militær Forhørsdommer er tilstede, vedkommende Krigsadvokat eller en paataleberettiget Befalingsmand træde i Dommerens sted, saafremt Bemyndigelse dertil er meddelt af den Ret, som har besluttet Beslaglæggelsen, eller det i andre Tilfælde af Hensyn til Sagens Beskaffenhed findes Særlig paakrævet, at Aabning og Gjennomsyn strax iverksættes. Krigsadvokaten eller Befalingsmanden har i saa Fald at træffe de i den borgerlige straffeprosesslov § 212 annet ledd omhandlede Forføininger.

Om det foretagne gives snarest muligt Indberetning til Retten.

Syttende Kapitel. Ransagning.

§ 110.

Bestemmelserne i den borgerlige straffeprosesslov kap 15 finder tilsvarende Anvendelse, forsåvidt intet modsat er bestemt i nærværende Kapitel.

§ 111.

Foruden de i den borgerlige straffeprosesslov §§ 193 og 198 nævnte Huse og Rum kan, uafhængig af de i nævnte Lovs § 192 foreskrevne Betingelser, og uden at Beslutning af Ret eller Paatalemyndighet er fornøden, Ransagning finde Sted i Kaserne, Barakke, Krigsfartøy og andre militære Bygninger og Rum saavelsom i Hus og Rum, som staar under særlig Opsigt af de militære Myndigheder eller er Stedet for en Bedrift, hvortil Tilladelse af de militære Myndigheder udfordres. Den, som skal foretage Ransagning, har først at forebringe sit Ærende for den paa Stedet for Øieblikket høistkommanderende.

Befalingsmand og Polititjenestemand, der ifølge Beslutning skal paagribe en mistænkt, kan i dette Øiemed uden særskilt Hjemmel foretage Ransagning af hans Bolig og Rum.

§ 112.

Ransagningen iverksættes af Retten, en paataleberettiget eller anden militær Befalingsmand eller af en Polititjenestemand. I militære Bygninger og Rum og hos tjenstgjørende Militærperson bør den fortrinsvis foretages af en militær Befalingsmand.

Ransakingen skal så vidt mulig skje i overvær av et tilkalt vitne, som fortrinsvis bør tas blant personer som har de for militære rettsvidner foreskrevne egenskaper eller er oppført i borgelig rettsvitneutvalg.

Attende Kapitel. Paagribelse og Fængsling.

§ 114.

Den, som med skjellig Grund mistænkes for en strafbar Handling, der kan medføre høiere Straf end Fængsel i 6 maander, kan paagribes:

  • 1.

    naar han træffes eller forfølges paa frisk Gjerning eller friske Spor og hans Paagribelse antages paakrævet for at hindre Flugt eller sikre Beviset;

  • 2.

    naar der af Hensyn til Straffens Størrelse eller af anden Aarsag er Anledning til at frygte for, at han vil unddrage sig Forfølgningen eller Straffens Fuldbyrdelse;

  • 3.

    naar hans Forhold giver særlig Føie til at frygte for, at han ved Tilintetgjørelse af Gjerningens Spor eller ved Aftale med Vidner eller medskyldige eller paa anden Maade vil forspilde Beviset, eller

  • 4.

    naar der er særlige Grunde til at frygte for, at han vil gjentage den strafbare Handling eller fuldbyrde en strafbar Handling, som han har forsøgt eller truet med.

  • 5.

    når det vil bli spørsmål om bruk av sikringsmidler etter den borgerlige straffelovs § 39, eller når det i en dom er besluttet anvendt sådanne.

Pågripelse foretas ikke når den i betraktning av sakens art og forholdene ellers vil være et uforholdsmessig inngrep.

§ 115.

Uden Hensyn til Straffens Størrelse kan den mistænkte paagribes:

  • 1.

    naar han træffes paa frisk Gjerning og ikke afstaar fra sin strafbare Virksomhed;

  • 2.

    naar han træffes i Færd med at undvige eller bevislig gjør Forberedelse dertil, eller

  • 3.

    naar han ikke vides at have fast Bopæl i Riget eller er en ukjendt Person, der ikke kan gjøre Rede for sig, og der er Grund til at frygte for, at han vil unddrage sig Forfølgningen eller Straffens Fuldbyrdelse.

Bestemmelsen i § 114 annet ledd gjelder tilsvarende.

§ 116.

Hører den strafbare Handling til dem, der alene efter Fornærmedes Begjæring paatales af det Offentlige, kan Paagribelse ikke finde Sted, forinden saadan Begjæring er fremsat, medmindre der er Grund til at frygte for, at Ophold vil forspilde Øiemedet, og det er overveiende sandsynligt, at Paatale vil blive begjæret. Den Fornærmede eller, om der er flere, i det mindste en af dem maa uopholdelig underrettes om Paagribelsen. Kan ikke dette ske, eller hvis Begjæring om Paatale efter skeet Underretning ikke fremsættes, saasnart det efter Omstændighederne ansees muligt, skal paagrepne strax løslades.

§ 117.

Paagribelsen besluttes af Paatalemyndigheden eller Retten og iverksættes enten af den paataleberettigede Befalingsmand, der har besluttet Paagribelsen, eller af en anden foresat Befalingsmand, eller af hvem, der ellers særlig bemyndiges dertil.

Beslutningen skal tilstrækkelig tydelig betegne Mistænktes Person samt angive den strafbare Handling, for hvilken han sigtes, det Sted, til hvilket han skal bringes, og en paataleberettiget Befalingsmand eller Krigsdommer eller militær Forhørsdommer, for hvilken han skal fremstilles.

Er den Befalingsmand eller Dommer, for hvem Fremstillelse skal ske, en anden end den, der har fattet Beslutningen, skal en Gjenpart eller skriftlig Gjengivelse af samme tilligemed Meddelelse om Grunden til Paagribelsen samt andre forhaandenværende Oplysninger strax oversendes ham.

Har en paataleberettiget Befalingsmand besluttet Paagribelsen i Paagrebnes Overvær umiddelbart efter at have optaget Forklaring angaaende den strafbare Handling paa den i § 122 omhandlede Maade, kan han strax forholde sig efter § 123 uden at bestemme yderligere Fremstillelse af Paagrebne for nogen Befalingsmand.

§ 118.

Hvor Beslutning af Paatalemyndigheden eller af Retten ikke uden Fare kan oppebies, kan Paagribelse uden saadan Beslutning iverksættes;

  • 1.

    af Mistænktes Foresatte eller, naar Foresat ikke er tilstede, af anden Mistænkte overordnet Befalingsmand eller, hvis Mistænkte ikke er Militærperson, af enhver Befalingsmand;

  • 2.

    af militær Vagt, Ronde, Patrulje, Skildvagt eller anden til Sikkerhed eller Ordens Overholdelse udsendt militær Afdeling eller Krigsmand, saafremt Paagribelsen er begrundet i Brud paa den militære Orden eller i andre strafbare Handlinger, som de nævnte Vagthavende ifølge sin Instrux skal afverge;

  • 3.

    af Politiets Tjenestemænd, saafremt Forbrydelsen eller Forseelsen er belagt med Straf i den borgerlige Straffelovgivning eller bestaar i Rømning, ulovlig Fraværelse eller anden Unddragelse fra Krigstjenesten, og i samme Tilfælde af enhver, naar Mistænkte træffes eller forfølges paa frisk Gjerning eller friske Spor. Er Mistænkte en tjenstegjørende Militærperson, bør dog Paagribelsen ikke foretages af Politiets Tjenestemænd eller privat Person, saafremt den uden skadeligt Ophold kan iverksættes af en militær Befalingsmand eller Vagthavende.

§ 119.

Ved Paagribelsen eller saasnart det er gjørligt, skal den skriftlige Beslutning, naar saadan haves, paa Forlangende forevises eller oplæses for Paagrebne, som derhos i Fredstid har Ret til at fordre Gjenpart af samme.

§ 120.

Paagribelsen bør iverksættes med den Skaansel, som Øiemedet tillader.

Den Paagrebnes Vaaben samt andre Ting, som kan benyttes til Vold eller Undvigelse, fratages ham, og personlig Ransagning kan foretages, forsaavidt der er Grund til at formode, at han har saadanne Ting hos sig.

§ 121.

Den Paagrebne skal snarest muligt fremstilles for den i Beslutningen bestemte Befalingsmand eller Dommer eller, om han er paagrebet uden Beslutning, for den nærmeste paataleberettigede Befalingsmand.

Vilde Fremstillelse for den bestemte Dommer være forbunden med større Ulempe, kan Fremstillelse for nærmeste militære Forhørsdommer eller Krigsdommer træde isteden.

Kan Fremstillelse for de nævnte Befalingsmænd ikke ske senest Dagen efter Paagribelsen, kan Paagrebne forlange sig fremstillet snarest muligt for nærmeste militære Forhørsdommer eller Krigsdommer.

Er Paagribelsen foretagen af privat Mand, skal denne, hvor Fremstillelse efter foranstaaende Regler ikke ufortøvet kan ske, overlevere Paagrebne til nærmeste Befalingsmand, Politi- eller Fængselstjenestemand, der fatter Beslutning, om Paagribelsen foreløbig skal opretholdes, og derefter har at forholde sig, som om han selv havde foretaget Paagribelsen.

§ 122.

Den Myndighed, for hvilken Paagrebne fremstilles, skal i Retsmøde eller i Vidners Overvær modtage hans Forklaring og indhente de Oplysninger, hvortil der iøvrigt maatte være Adgang, samt optegne de afgivne Forklaringer og den fattede Beslutning.

§ 123.

Den paataleberettigede Befalingsmand, for hvem Paagrebne fremstilles fatter Beslutning om, hvorvidt Paagribelsen foreløbig skal opretholdes eller Løsladelse ske med eller uden Betingelser.

Antages Sagen ikke at egne sig til disciplinær Afgjørelse, skal Paagrebne, saafremt han ikke løslades, snarest muligt fremstilles for nærmeste militære Forhørsdommer eller Krigsdommer eller, hvis retslig Forfølgning allerede er indledet, for vedkommende Ret (§ 125).

Findes derimod Sagen at egne sig til disciplinær Afgjørelse, foretages uopholdelig de fornødne Skridt hertil. Er Sagen ikke afgjort disciplinært inden tre Dage efter Paagribelsen, kan Paagrebne, saafremt han ikke løslades, forlange sig fremstillet snarest muligt for nærmeste militære Forhørsdommer eller Krigsdommer.

§ 124.

Er den Dommer, for hvem Fremstillelse i Henhold til §§ 121 eller 123 finder Sted, ikke efter § 125 berettiget til at afgjøre Spørsmaalet, om Paagrebne skal være Varetægtsfængsel underkastet, fatter han Beslutning om, hvorvidt Paagribelsen foreløbig skal opretholdes eller Løsladelse ske med eller uden Betingelser. Løslades ikke Paagrebne, skal han snarest muligt fremstilles for vedkommende Ret, og Udskrift af det optegnede tilligemed de fremlagte Dokumenter oversendes denne.

Om Afgjørelsen gives uopholdelig Meddelelse til Paatalemyndigheden, saafremt den ikke har været tilstede ved samme.

§ 125.

Hvorvidt Paagrebne skal være Varetægtsfængsel underkastet, afgjøres ved Kjendelse af den Ret, for hvilken retslig Forfølgning er indledet. Naar Dom er afsagt og Sagen ikke er indbragt for høiere Ret, tilkommer Afgjørelsen den Ret, som har dømt i Sagen. Er retslig Forfølgning endnu ikke indledet, afsiges Kjendelsen af den Dommer, for hvilken Paagrebne ifølge Paagribelsesbeslutningen eller i Henhold til § 121 eller § 123 er fremstillet. Den nærmeste militære Forhørsdommer eller Krigsdommer kan ogsaa ellers træffe Afgjørelsen, naar Paagrebnes Fremstillelse for den Ret, ved hvilken Forfølgningen finder eller har fundet Sted, vilde være forbunden med større Ulemper, dog, at Udskrift af det protokollerede og Sagens Dokumenter uden Ophold tilstilles denne.

Beslutter retten fengsling under etterforskningen, fastsetter den samtidig en bestemt tidsfrist innen hvis utløp tiltale må reises. Retten kan etter begjæring fra påtalemyndigheten forlenge fristen.

Kjennelsen avsis saa vidt mulig innen rettsmøtets slutning og forkyndes straks eller snarest mulig for den pågrepne, som i fredstid kan forlange utskrift meddelt innen 24 timer. Om kjennelsen gis også uten opphold meddelelse til påtalemyndigheten såfremt den ikke har vært til stede ved avsigelsen.

§ 126.

Varetektsfengsel kan bare besluttes anvendt når det fremdeles er skjellig grunn til mistanke mot den pågrepne og noen i § 114 nr. 2, 3, 4 eller 5 eller i § 115 nr. 2 eller 3, jfr. § 116, nevnt betingelse for pågripelse er til stede.

Bestemmelsen i § 114 annet ledd gjelder tilsvarende.

§ 127.

Uden foregaaende Paagribelse kan Fængslingskjendelse afsiges mod en Mistænkt, der er tilstede i Retsmøde, efterat der er givet ham Anledning til at udtale sig derom.

§ 128.

I Krigstid kan Retten ikke beslutte Paagribelse eller Fængsling af tjenstgjørende Militærperson uden Begjæring af den militære Paatalemyndighed.

§ 129.

(Ophevet ved lov 22 mai 1902 nr. 14.)

§ 130.

Fengslingen oppheves såsnart grunnene for den bortfaller eller når den i fengslingskjennelsen fastsatte eller forlengede frist er utløpet.

Beslutning om Fængslings Ophør fattes af Paatalemyndigheden, men kan ogsaa paa Embeds Vegne eller efter Begjæring af Sigtede fattes af den Ret, som det efter Reglene i § 125 vilde tilkomme at afgive Fænglingskjendelse.

Frifindes Sigtede, skal han strax løslades, medmindre Paatalemyndigheden, før Løsladelsen iverksættes, afgiver Erklæring om Anke eller Begjæring om fornyet Behandling ved høiere Ret og den Domstol, som har afsagt Frifindelsesdommen, paa Begjæring beslutter, at Fængslingen skal vedvare.

Kjendelse, hvorved nogen er besluttet fængslet eller løsladt, kan til enhver Tid omgjøres.

§ 131.

Om Sikkerhedsstillelse og andre Forholdsregler, der træder istedenfor Fængsling, gjælder, hvad der i den borgerlige straffeprosesslov §§ 188 til 190 er bestemt.

Beslutning om Anvendelse af deslige Forholdsregler, forsaavidt der ikke er Enighed mellem Paatalemyndigheden og Sigtede, eller om deres Ophør, hvor de ikke af Paatalemyndigheden frafaldes, eller om stillet Sikkerheds Forbrydelse fattes af den Domstol, som det efter Reglerne i § 125 vilde tilkomme at afgive Fængslingskjendelse.

§ 132.

(Opphevet ved lov 14 juni 1985 nr. 71.)

Nittende Kapitel. Sigtedes Indkaldelse for Retten og Afhørelse.

§ 133.

Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslov §§ 85 til 93 får tilsvarende anvendelse.

Stævning til Hovedforhandling udgaar fra Krigsadvokaten (Generaladvokaten), til andet Retsmøde fra Retten.

Militærperson, der tjenestgjør i Krigstid eller paa Sjøtogt, kan ikke i Henhold til Bestemmelsen i den borgerlige straffeprosesslov § 88 afhentes eller hensættes i fængslig Forvaring uden hans Foresattes Samtykke.

Tyvende Kapitel. Efterforskningen.

§ 134.

Befalingsmand, der gjennem Anmeldelse eller paa anden Maade kommer til Kundskab om at strafbar Handling der hører under militær Straffemyndighed, er forøvet af nogen under hans Befaling staaende Person, har uopholdelig at foretage eller bevirke foretaget Efterforskning desangaaende.

I Tilfælde af mundtlig Anmeldelse skal Modtageren strax optegne den og erhverve Anmelderens Vedtagelse af Optegnelsens Rigtighed. Optegnelse kan undlates, naar der handles om smaa rent militære Forseelser, som strax afgjøres disciplinært eller antages paa saadan Maade at ville blive afgjorte inden 24 Timer.

§ 135.

Etterforskningens øyemed er å fremskaffe opplysninger som er tilstrekkelige til å bestemme om disiplinær refselse skal anvendes, eller om rettslig forfølgning skal innledes mot noen bestemt person ved beslutning om tiltale.

Derhos bliver i Tilfælde de yderligere Oplysninger at indhente, som maatte udfordres til Forberedelse af Bevisførelsen saavel fra Paatalens som Forsvarets side eller til Afgjørelse af Spørgsmaalet om Sigtedes Fængsling eller Løsladelse.

Beviser, som befrygtes ellers at kunne gaa tabt, bliver at optage. Det samme gjælder andre Beviser, som ikke egner sig til Optagelse under Hovedforhandling, naar de haves ved Haanden eller betydelig Tidsspilde eller Bekostning vil kunne undgaaes derved.

Skjønnes retslig Granskning at være ønskelig, bør den forefundne Tilstand søges bevaret uforandret, indtil Retshandlingen kan finde Sted.

§ 136.

Afhænger Paatalen af en særskilt Myndighed, skal Paatalemyndigheden uopholdelig give Vedkommende Meddelelse om, hvad der er kommet til dens Kundskab, og imidlertid foretage de Skridt, som ikke uden Skade kan opsættes.

Er Paatalen afhængig af en Privats Begjæring, kan Paatalemyndigheden, saafremt der er Grund til at antage, at Fornærmede ikke begjærer Paatale, fordi Gjerningen er ham ubekjendt, bringe de fremkomne Oplysninger til hans Kundskab, men foretager ikke videre Efterforskninger, førend Begjæring foreligger. Er det overveiende sandsynligt, at Paatale vil blive begjæret, kan dog uopsættelige Efterforskningsskridt foretages, forinden Begjæring er fremkommen.

Antas et tilfelle å foreligge hvor påtale vil bli unntatt i henhold til § 66 første ledd nr. 3 og annet ledd, bør inntil dette spørsmål er avgjort, bare foretas de skritt som ikke uten skade kan oppsettes.

§ 137.

Paatalemyndigheden kan i Efterforskningens Øiemed indhente Forklaringer og lade dem optegne. I Krigstid kan ogsaa andre end Militærpersoner beordres til Fremmøde for at afgive Forklaring.

Forklaring som opptas av generaladvokaten eller en krigsadvokat (krigsforhør), avgis i overvær av et vitne, som medunderskriver protokollen. Om dette vitne gjelder reglene om rettsvidner i §§ 88-91. Særskilt protokolfører bør om mulig benyttes.

§ 138.

Paatalemyndigheden kan hos Retten begjære Foretagelsen af de i Kapitel 14-19 omhandlede Skridt, som den ikke selv er berettiget til at foretage, eller som den finder hensigtsmæssig bør foretages af Retten.

Er Begjæringen udgaaet fra andre end en Generaljurisdiktionschef eller Jurisdiktionschef, eller angaar den noget i Kapitel 16, 17 og 18 omhandlet Skridt, prøver Domstolen i enhver Henseende, hvorvidt Begjæringen er tilstrækkelig begrundet. Det samme gjælder, om Begjæringen er udgaaet fra en Generaljurisdiktionschef eller en Jurisdiktionschef, naar Generaladvokaten eller Krigsadvokaten ikke har medundertegnet Begjæringen eller kan sees ikke at være enig i denne.

Ellers er Domstolen pligtig til at efterkomme Begjæringen, medmindre den finder, at det Forhold, som danner Efterforskningens Gjenstand, ikke er strafbart, eller at der ikke er lovlig Adgang til at tage den til Følge.

Negter Retten at efterkomme Begjæringen, sker det ved Kjendelse.

§ 139.

Sigtede saavelsom Mistænkte, mod hvem Efterforskning er paabegyndt, kan hos Retten begjære foretaget Rettergangskridt til Afkræftelse af Mistanken.

Retten afslaar Begjæringen, naar den ikke finder den tilstrækkelig begrundet.

§ 140.

Retten kan af egen Drift foretage saadanne Skridt, som ikke uden Skade kan opsættes, samt hvad der hensigtsmæssig kan gjøres i Forbindelse med andre Rettergangsskridt.

Forøvrigt strækker dens Virksomhed sig ikke ud over det begjærede og stanser naar Begjæringen tages tilbage.

§ 141.

Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslov §§ 234 til 236 og 242 til 247 får tilsvarende anvendelse.

§ 142.

Har siktede i en sak som etter § 19 annet ledd hører under krigsrett, innen retten avgitt en uforbeholden tilståelse hvis riktighet bestyrkes av de øvrige foreliggende opplysninger, kan saken når det begjæres av den militære påtalemyndighet og siktede samtykker, fremmes til doms og pådømmes av forhørsretten uten tiltalebeslutning.

Dog bør dette ikke ske, naar Sagen antages at burde paadømmes i Forening med andre Sager, eller Dommeren finder, at der kan være Grund til at undlade Paatale i Henhold til § 66.

En og tyvende Kapitel. Tiltalebeslutningen.

§ 143.

Naar Sagen er tilstrækkelig forberedt dertil, fattes uden Ophold Beslutning om, hvorvidt Tiltale skal reises.

§ 144.

Finnes tiltale å burde reises, men siktede er sinnssyk, eller det er antagelig at han for tiden ikke kan dømmes fordi hans oppholdssted ikke kjennes, eller fordi han oppholder seg i utlandet, stilles saken foreløpig i bero.

Paatalemyndigheden skal i sidste Tilfælde tilstille Sigtede Meddelelse herom og Opfordring til at fremstille sig til Modtagelse af Dom.

At Sagen foreløbig er stillet i Bero, er ikke til Hinder for, at der skrides til Bevisoptagelse i Overensstemmelse med Reglerne i § 153, hvis der er Fare for, at Beviser kan gaa tabt.

§ 145.

Tiltalebeslutningen skal angive, for hvilken Domstol Sagen skal anlægges og indeholde Tiltaltes Navn eller en nøiagtig Betegnelse af hans Person.

Den skal i Korthed, men saavidt muligt med nøiagtig Angivelse af Tid og Sted, Gjenstand og lignende fremstille den Handling, for hvilken Tiltale reises, med Fremhævelse af de i Loven beskrevne Kjendemerker og under Henvisning til den eller de Straffebestemmelser, som antages at kunne komme til Anvendelse.

§ 145 a.

Bestemmelsene om forelegg i den borgerlige straffeprosesslovs kap 20 får tilsvarende anvendelse med følgende endringer:

  • 1.

    Som foreleggsstraff for militære forbrytelser og forseelser kan også anvendes arrest. Når bøter forelegges for militære forbrytelser og forseelser, kan det istedenfor fengselsstraff fastsettes et bestemt antall arrestdager som skal tre i stedet for bøter som ikke betales.

  • 2.

    Forelegg kan utferdiges i saker om militære forbrytelser som ikke kan medføre høyere straff enn fengsel i to år eller tjenestens tap. Straffens skjerpelse i krigstid kommer her ikke i betraktning.

§ 145 b.

Saker hvor forelegg er utferdiget, kan fremmes etter begjæring av påtalemyndigheten uten tiltalebeslutning.

§ 146.

Den paa Paatalemyndighedens Vegne mødende kan under Hovedforhandlingen ved Anmerkning paa Tiltalebeslutningen

  • 1.

    rette Feiltagelser med Hensyn til Benævnelser, Tidsangivelser, Fremstillingen af Handlingens Kjendemerker efter Loven og lignende Omstændigheder, og

  • 2.

    med Rettens Samtykke udvide Tiltalen til andre strafbare Handlinger end de i Tiltalebeslutningen omhandlede, saafremt det ikke kan lede til Anvendelse af en strengere Straffebestemmelse, og Tiltalte enten har samtykket deri eller har afgivet en fuldstændig og troværdig Tilstaaelse.

Skulde Tiltalen som Følge af den foretagne Rettelse eller Udvidelse ikke kunne mødes ved det Modbevis eller Forsvar, som tiltalte har havt Opfordring til at forberede sig paa, kan han forlange en passende Udsættelse.

To og tyvende kapitel. Forberedelsen til hovedhandling for krigsrett og lagmannsrett.

A. Krigsrett.

§ 147.

Saasnart Tiltale er besluttet, sørger Paatalemyndigheden for, at der i fornødent Fald beskikkes Tiltalte en Forsvarer.

Tiltalebeslutningen skal uopholdelig forkyndes Tiltalte, i Tilfælde med Tilkjendegivende om, hvem der har at udføre Forsvaret for ham.

Vil tiltalte etter § 19 annet ledds annet punktum begjære saken behandlet ved lagmannsrett, må det skje senest innen tre dager etter at tiltalebeslutningen er forkynt for ham.

§ 148.

Har Tiltalte Forsvarer, tilstilles denne samtidig en Gjenpart af Tiltalebeslutningen tilligemed Sagens Aktstykker, vigtige Dokumenter dog i Regelen kun i Afskrift, med Angivelse af, hvilke Beviser agtes benyttede, hvorledes de tænkes erhvervede, hvad dermed agtes godtgjort og naar og hvor Sagen antages at burde foretages.

Dokumenter, som tilbageholdes og andre synlige Beviser gjøres saavidt muligt tilgjængelige paa hensigtsmæssig og betryggende Maade.

§ 149.

Forsvareren har ufortøvet paa hensigtsmæssig Maade, dog saavidt mulig uden særskilt Udgift for det offentlige, at indtræde i Overlægning med Tiltalte. Inden en af Paatalemyndigheden opgiven Frist, der af Krigsdommeren paa Begjæring kan forlænges, naar særlige Grunde findes at tale derfor, skal han derefter oversende Akterne til sidstnævnte med Angivelse af, hvilke Vidner han paa sin Side agter at indstævne eller ønsker indstævnt, hvilke Beviser han iøvrigt tilsigter at benytte, hvorledes de tænkes erhvervede, hvad han ved sine Vidner og øvrige Beviser agter at godtgjøre, samt hvorvidt han er enig i Forslaget om Tid og Sted for Sagens Foretagelse. Gjenpart af denne Meddelelse tilstilles samtidig Paatalemyndigheden.

Paa Dokumenter og andre synlige Beviser, som ikke kan medfølge, finder Bestemmelsen i foregaaende Paragrafs andet Led Anvendelse.

Ved Akternes Oversendelse kan Forsvareren beholde de ham i Afskrift tilsendte Dokumenter. Af andre Dokumenter og Retsakter tager han selv de nødvendige Afskrifter.

§ 150.

Finder Forsvareren:

  • 1.

    at der, førend Sagen videre fremmes, ved retslig Afhørelse bør fremskaffes særlig paapegede Oplysninger til Fjernelse af Mistanken eller til Begrundelse af Straffrihed, eller

  • 2.

    at de af ham paapegede Beviser bør besørges erhvervede af Paatalemyndigheden, eller

  • 3.

    at Beviser, som denne tilsigter at benytte, bør erhverves paa anden Maade end af denne angivet,

har han samtidig herom at fremsætte Begjæring. Gjenpart af Begjæringen sendes uopholdelig Paatalemyndigheden.

Antager Forsvareren, at Sagen, saaledes som den er anlagt, ikke kan fremmes, eller at Paatalemyndigheden har overseet nogen udenfor Bevisspørgsmaalet liggende Omstændighed, paa Grund af hvilken Tiltalte ikke kan fældes, bør han gjøre Paatalemyndigheden opmerksom herpaa.

§ 151.

Er Tiltalte uden Forsvarer, sender Paatalemyndigheden Akterne tilligemed de i § 148 omhandlede Meddelelser til Krigsdommeren, der undersøger, hvorvidt andre eller flere Oplysninger end opgivet bør søges erhvervede, og i den Anledning kan opfordre Tiltalte til at afgive Møde for sig. Ved Tiltalebeslutningens Forkyndelse skal der meddeles Tiltalte en Opgave over de Beviser, som Paatalemyndigheden agter at føre.

§ 151 a.

I ærekrenkelsessak skal meddommere delta i avgjørelsen av om bevis for sannheten av en beskyldning kan føres, og av hvilke bevis skal tillates.

§ 152.

Krigsdommeren sender Akterne tilbage til Paatalemyndigheden med Underretning om, hvad han uden eller efter derom fremsat Begjæring beslutter foretaget til Sagens Oplysning.

Herom gives ogsaa Meddelelse til Forsvareren eller Tiltalte, om han er uden Forsvarer.

Krigsdommerens Afgjørelse af nogen af Forsvareren eller Tiltalte fremsat Begjæring angaaende Sagens Oplysning kan ikke paaankes eller paakjæres.

§ 153.

Naar et Bevis enten aldeles ikke eller ikke uden uforholdsmæssig Ulempe eller Omkostning kan føres under Hovedforhandlingen, eller dets Førelse ikke uden Fare kan opsættes til denne, lader Paatalemyndigheden det efter Krigsdommerens Paalæg eller af egen Drift optage forud for samme. Finder den det unødvendigt at afgive Møde, meddeler den Retten dette, i hvilket Tilfælde Retshandlingen kan fremmes uden saadant Møde, naar det tilstrækkelig tydelig er betegnet, hvilke Oplysninger der søges.

Naar Paatalemyndigheden begjærer saadan Bevisoptagelse, bør den samtidig underrette Modparten derom.

Paa Bevisoptagelsen finder for øvrigt, forsaavidt intet andet er bestemt, Reglerne i den borgerlige straffeprosesslov §§ 242 og 243 tilsvarende Anvendelse.

Af Bevisoptagelsen bliver Udskrift snarest muligt at tilstille Paatalemyndigheden samt Forsvareren eller Tiltalte, om han er uden Forsvarer.

§ 154.

Bestemmer nogen af Parterne sig til at benytte andre Beviser end de allerede opgivne eller at give Slip paa nogen af disse eller at erhverve eller benytte Beviserne paa anden Maade end opgivet, skal Modparten og Krigsdommeren underrettes efter Forskrifterne i §§ 148 og 149.

§ 155.

Krigsdommeren berammer Tid og Sted for Sagens Foretagelse.

Berammelsen oversendes Paatalemyndigheden eller den, som af denne er opgiven, og Gjenpart af samme meddeles Forsvareren eller Tiltalte, om han er uden Forsvarer, og i fornødent Fald tillige Paatalemyndigheden.

§ 156.

Paatalemyndigheden sørger for, at Sigtede og Vidner, der ikke er paa fri Fod, og siktede, mod hvem saadan Kjendelse er afsagt, som omhandles i den borgerlige straffeprosesslovs § 88, jf nærværende Lovs § 133, betimelig bliver frembragte til Retsstedet.

§ 157.

Har Sigtede for Retten afgivet uforbeholden Tilstaaelse hvis Riktighed der ikke er Grund til at drage i Tvil, bør i Almindelighed kun de Personer indstævnes som Vidner, der kan give Forklaringer, som umiddelbart angaar selve Forøvelsen af Gjerningen, eller som angaar Tiltaltes større eller mindre Strafskyld. Naar flere Personer antages at ville afgive en ensartet og overensstemmende Forklaring om Sagen eller om en enkelt Side ved samme, bør kun saa mange indstævnes, som skjønnes fornødent.

§ 158.

Vil Tiltalte eller hans Forsvarer indstævne Vidner til Hovedforhandlingen, maa den lovbestemte Betaling enten erlægges forskudsvis eller nedlægges hos Paatalemyndigheden, der paategner Stævningen Bevidnelse herom. Finder Paatalemyndigheden eller Retten Indstævningen begrundet, erstattes Udgifterne af det offentlige. Likeledes kan erstatning tilstås for utgifter til vitner som møter frivillig, og sakkyndige som ikke er oppnevnt. Rettens avgjørelse av erstatningsspørsmålet kan ikke påankes eller påkjæres.

B. Lagmannsrett.

§ 158 a.

Forberedelse til hovedforhandling for lagmannsrett foretas etter reglene i den borgerlige straffeprosesslovs kap 21 så langt de passer. Med hensyn til tiltaltes og forsvarerens adgang til å begjære bevisopptagelse forut for hovedforhandlingen gjelder det samme som for krigsrettsaker.

Tre og tyvende kapitel. Hovedforhandlingen for krigsrett og lagmannsrett.

§ 159.

Hovedforhandlingen er mundtlig. Skrift andvendes kun i den Udstrækning, som Loven bestemmer. Ved mundtlige Udtalelser benyttes frit Foredrag.

§ 160.

Rettens formann leder forhandlingen og drar omsorg for å fjerne alt som til unytte trekker den i langdrag. Han kan, forsaavidt intet modsat er bestemt, stanse den videre Forhandling angaaende Spørgsmaal, som han anser tilstrækkelig drøftede.

Indsigelser mod hans Ledelse afgjøres af Retten.

§ 161.

Påtalemyndigheten kan unnlate å avgi møte når forsvarer er unødvendig etter § 77 annet ledd nr. 1 eller 4. Retten skal i så fall iaktta det som kreves til forberedelse av saken.

Udebliver Paatalemyndigheden for øvrigt enten ved Forhandlingens Begyndelse eller i Løbet af denne, utsættes Sagen, medmindre Omstændighederne gjør det muligt isteden at beskikke nogen, som straks kan udføre Hvervet.

Det Samme gjælder, om der ingen Forsvarer er tilstede, hvor saadan er nødvendig; dog kan Frifindelsesdom afsiges og en Forhandling, som forudsees utvilsomt at ville lede hertil, fortsættes eller fremmes, selv om ingen Forsvarer møder.

§ 162.

Tiltalte skal være tilstede, saalænge han har Adgang til at faa Ordet. Dog kan det tillades ham at fjerne sig, efterat hans Afhørelse har fundet Sted og indtil Domsafsigelsen. Forlader han Retsstedet uden Rettens Tillatelse, kan Forhandlingen under enhver Omstændighed fortsættes, saafremt hans Nærværelse ikke findes fornøden af Hensyn til Sagens Oplysning.

§ 163.

Saafremt Retten ikke finder tiltaltes Nærværelse fornøden af Hensyn til Sagens Oplysning, kan Forhandlingen fremmes eller fortsættes, uagtet tiltalte udebliver, naar

  • 1.

    Sagen angaar ulovligt Fravær eller Rømning, eller

  • 2.

    Sagen angaar en strafbar Handling, der ikke kan medføre strengere Straf end Fængsel indtil 1 Aar, og tiltalte har samtykket deri eller er udebleven, uden at der er Grund til at antage, at han har havt lovligt Forfald, eller

  • 3.

    tiltalte er undvegen, efterat Tiltalebeslutningen er ham forkyndt.

Er tiltalte stevnet i henhold til reglene i domstolslovens § 181, gjelder det som er bestemt i første ledd nr. 2 bare når den straffbare handling ikke kan medføre høyere straff enn bot, eller det foreligger samtykke.

Under enhver omstendighet kan frifinnelsesdom avsis over en uteblitt, og en forhandling fortsettes eller fremmes i tiltaltes fravær, når den skjønnes utvilsomt å ville lede til frifinnelse.

§ 164.

Om Hovedforhandlingen maa udsættes, kan Retten dog paa Stedet lade optage alle Beviser, som ellers kunde gaa tabt eller hvis senere Optagelse kunde befrygtes at ville blive mindre fyldestgjørende.

§ 165.

Retten kan beslutte, at en Tiltalt skal forlade Retssalen, medens et Vidne eller en medtiltalt afhøres, naar der er særegne Grunde til at frygte for, at en uforbeholden Forklaring ellers ikke kan erholdes. Er en tiltalt som Følge heraf aftraadt, skal han, naar han atter indlades i Retssalen, gjøres bekjendt med det under hans Fravær forefaldne.

§ 166.

Når en tiltalt utvises i henhold til domstolslovens § 133, kan forhandlingen dog fortsettes hvis retten ikke finner en utsettelse nødvendig. Tiltalte bør i saa Fald, saasnart hans Adfærd gjør det muligt, atter føres ind i Retssalen og gjøres bekjendt med det under hans Fravær forefaldne.

§ 167.

Hvor det findes hensigtsmæssigt, kan Retten i en Sag, som angaar flere strafbare Handlinger eller flere tiltalte, lade Forhandlingen og Paakjendelsen foregaa særskilt for hver enkelt Handling eller tiltalt.

§ 168.

Ved rettsmøtets begynnelse påroper rettens formann saken og de meddommere som skal gjøre tjeneste. Han opfordrer meddommerne og Parterne til at angive, om nogen af meddommerne antages ikke at kunne have Sæde, enten fordi Mandtallenes Istandbringelse eller Udtagningen af meddommere er foretagen mod Lovens Regler, eller fordi han mangler de almindelige Betingelser for at kunne tjenstgjøre som meddommer eller paa Grund af Ugildhed er udelukket derfra i den foreliggende Sag.

§ 169.

(Opphevet ved lov 26 nov 1954 nr. 6.)

§ 170.

Derpaa oplæses Tiltalebeslutningen og spørges Tiltalte om Navn, Alder, Stilling og Bopæl, og om han erkjender sig skyldig i det i Tiltalebeslutningen omhandlede Forhold eller i at have foretaget den der omhandlede Handling, samt opfordres til med Opmerksomhed at følge Forhandlingen.

Vitnerne og de sakkyndige ropes opp, hvoretter rettens formann meddeler hva han måtte finne nødvendig å bestemme for å sikre bevisførelsen.

§ 171.

Opstaar Spørgsmaal om, hvorvidt nogen af de i Sagsbehandlingen medvirkende bør udtræde, eller om Sagen, nogen Del af den eller noget begjæret Rettergangsskridt bør fremmes, kan Forhandlingen begrænses dertil, indtil Spørgsmaalet er afgjort.

Feil, der hindrer Sagens Fremme, skal, hvor det kan ske, tilstedes afhjulpne og den hertil fornødne Udsættelse gives.

Indsigelser, som ikke kommer i Betragtning, medmindre de paaberaabes af vedkommende Part, er forspildte, hvis de ikke fremsættes, saasnart dertil er bleven Anledning.

§ 172.

Det i foranstaaende Paragrafs første Led foreskrevne gjælder ogsaa saafremt enten Tiltalte eller nogen af Domstolens Medlemmer opkaster Spørgsmaal om, hvorvidt det i Tiltalebeslutningen omhandlede Forhold er strafbart, eller om der foreligger nogen Strafudelukkelsesgrund, der ikke er indbefattet i Skyldspørgsmaalet. Er Rettens Medlemmer enige, kan Frifindelsesdom paa Stedet afsiges.

§ 173.

Forhandlingen angaaende selve det Forhold, hvorfor Tiltale er reist, fortsættes saavidt muligt uden Afbrydelse indtil dens endelige Afslutning.

Naar Forhandlingen efter en Udsættelse atter aabnes, gjentages det allerede foretagne, forsaavidt Retten finder det fornødent. Har Afbrydelsen varet over fire Dage, kan ethvert af Domstolens Medlemmer fordre Gjentagelse.

§ 174.

Retten kan bestemme at skyldspørsmålet eller enkelte deler av det skal forhandles særskilt. Når en delvis forhandling er avsluttet, kan avgjørelse i saken treffes såfremt den går ut på frifinnelse. Forhandling om borgerlige rettskrav og krav på sikring kan utsettes til straffekravet er avgjort.

§ 175.

Etter at påtalemyndigheten har gjort rede for tiltalens gjenstand og kort angitt hvilke bevis den mener å kunne føre for sin påstand, om nødvendig med påvisning av forbindelsen mellom påstanden og de bevis som aktes ført, henstiller rettens formann til tiltalte å forklare seg om saken. Strider Forklaringen mod hans tidligere afgivne, eller er der Sider eller Dele af Sagen, med Hensyn til hvilke han ikke har udtalt sig, bør han gjøres opmerksom derpaa.

Saavel i dette Tilfælde, som naar han aldeles negter at svare, eller naar han ikke møder, kan hans tidligere for Retten afgivne Forklaring oplæses.

§ 176.

Derefter finder Bevisførelsen Sted først fra Paatalemyndighedens og dernæst fra Forsvarets Side.

Før Forsvareren eller Tiltalte paabegynder nogen Bevisførelse, kan han kortelig angive, hvilke Beviser han mener at kunne føre, og hvilke Slutninger han vil bygge derpaa.

Hvor det er fornødent, kan den, der fører Beviserne, efterhvert som Bevisførelsen finder Sted, kortelig paavise Betydningen af de Omstændigheder, som søges beviste.

§ 177.

Forsaavidt angaar Omstændigheder, der ligger udenfor Skyldspørgsmaalet, samt overhovedet i Krigstid afgjør Retten, hvorvidt, i hvilken Udstrækning og paa hvilken Maade Bevisførelse skal finde Sted.

For øvrigt får Reglerne i den borgerlige straffeprosesslov §§ 292 til 301 Anvendelse.

§ 178.

Skriftlige Beviser oplæses af Retsskriveren eller et af Domstolens Medlemmer; dog kan det tillades den bevisførende selv at oplæse dem.

Skriftstykker, der er forfattede i fremmed Sprog, oplæses i Oversættelse, hvis Rigtighed er bekræftet af en dertil bemyndiget Person.

§§ 179-181.

(Opphevet ved lov 14 juni 1985 nr. 71.)

§ 182.

Føres fra Forsvarets Side Beviser for Tiltaltes tidligere gode Vandel, kan Paatalemyndigheden altid føre Modbeviser. Under ingen Omstændighed maa dog Bevidnelser, utstedte angaaende Tiltaltes gode eller slette Navn og Rygte, oplæses.

Hvorvidt og i hvilken Udstrækning iøvrigt Beviser kan føres for Tiltaltes slette Vandel, afgjøres af Retten. Dog maa disse Beviser altid angaa bestemte Handlinger, foretagne af Tiltalte selv. Bevis for tidligere Domfældelse kan ikke negtes ført.

§ 183.

Efter Afhørelsen af hvert enkelt Vidne og efter Oplæsningen af hvert enkelt Skriftstykke gives der Tiltalte Adgang til at udtale sig, om han har noget at bemærke.

§ 184.

Efterat Bevisførelsen er sluttet, faar først Paatalemyndigheden og dernæst Forsvareren eller, om ingen Forsvarer møder, Tiltalte Ordet. Enhver har Ret til at tale to Gange.

Tiltalte har Ret til Ordet ved Siden af Forsvareren og spørges, efterat denne har talt, om han har noget yderligere at bemerke.

§ 185.

Forstaar Tiltalte ikke det norske Sprog, eller er han døv, maa af Slutningsforedragene i det mindste de nedlagte Paastande bringes til hans Kundskab.

§ 186.

(Opphevet ved lov 14 juni 1985 nr. 71.)

§ 187.

Ved Afgjørelsen af, hvad der er at anse som bevist, tages alene Hensyn til de Beviser, som er fremførte under Hovedforhandlingen. Afgjørelsen træffes efter fri Overbevisning paa Grundlag af en samvittighedsfuld Prøvelse af de fremførte Bevisligheder.

§ 188.

(Opphevet ved lov 14 juni 1985 nr. 71.)

§ 189.

Naar Tiltalte er tilstede og der er Adgang til at begjære Anke eller fornyet Behandling, meddeles der ham, inden hvilken Frist og paa hvilken Maade Begjæring herom maa fremsættes.

§ 190.

Er Tiltalte ikke tilstede, skal en fældende Dom uden Ophold forkyndes ham med Tilkjendegivende om, inden hvilken Tid og paa hvilken Maade Anke eller fornyet Behandling maa begjæres. Ved Forkyndelsen bliver Tiltalte saavidt mulig at afæske Erklæring, om han vedtager Dommen.

Til Forkyndelsen, der besørges af Paatalemyndigheden, er en Udskrift af Domsslutningen og Domsgrundene tilstrækkelig.

§ 190 a.

(Opphevet ved lov 14 juni 1985 nr. 71.)

Fire og tyvende Kapitel. Anke.

§ 191.

Dommer og i forbindelse med dem den saksbehandling og de avgjørelser de beror på, kan påtalemyndigheten og tiltalte anke inn for Høyesterett.

§ 192.

Er Dommen frifindende, kan den ikke paaankes af tiltalte, medmindre Skyldspørgsmaalet er afgjort imod ham.

I Krigstid kan tiltalte ikke begjære Anke, medmindre han er idømt Fængsel over 6 maaneder eller Tab af offentlig Tjeneste.

Er tiltalte død, kan hans Egtefælle, Slegtninger i op- og nedstigende Linje, Søskende samt Arvinger anke i hans Sted.

Paatalemyndigheden kan anke til Gunst for Tiltalte ogsaa efter hans Død.

§ 193.

Anke kan ikke støttes paa nogen Grund, der efter Reglerne i Kapitel 25 kan lede til fornyet Behandling.

Krænkelse af Rettergangsregler kan ikke benyttes som Ankegrund, naar de blot kommer i Betragtning i Tilfælde af Indsigelse og saadan ikke betimelig er fremsat. Bestemmelsen i den borgerlige straffeprosesslov § 334 annet ledd får tilsvarende anvendelse.

§ 193 a.

(Opphevet ved lov 14 juni 1985 nr. 71.)

§ 194.

Anke fra påtalemyndighetens side besluttes i fredstid av generaljurisdiksjonssjefen.

Finder Jurisdiktionschefen i nogen Sag Grund til Anke, har han at indsende Udskrift af Hovedforhandlingen samt andre nødvendige Udskrifter og Dokumenter til Generaljurisdiktionschefen.

Saadan Indsendelse skal i ethvert Tilfælde ske, naar Dommen lyder paa Fængsel over 6 Maaneder eller Tab af offentlig Tjeneste.

I krigstid besluttes anke av generaljurisdiksjonssjefen eller av jurisdiksjonssjefen.

§ 195.

Vil påtalemyndigheten anke til skade for tiltalte, må den forkynne anken for ham senest innen fjorten dager etterat tiltaltes erklæring om han vedtar dommen eller ikke, er blitt meddelt den ankeberettigede, eller etterat ankefristen for tiltaltes vedkommende er utløpet.

Paatalemyndighedens Anke til Gunst for Tiltalte er ubunden af Tidsfrist og hindres ikke ved Dommens Vedtagelse.

Ved Ankens Forkyndelse skal der tilkjendegives Tiltalte, at Sagen vil blive foretagen, saasnart dertil er Anledning, uden nogen yderligere Underretning til ham.

§ 196.

Tiltaltes Erklæring om Anke maa ske i Fredstid inden fjorten Dage og i Krigstid inden 24 Timer efter Dommens Afsigelse eller, om han ikke herved er tilstede, efter dens Forkyndelse.

Skjer den ikke ved domsavsigelsen, fremsettes den skriftlig eller muntlig for påtalemyndigheten, krigsdommeren eller en tiltalte foresatt befalingsmann eller, om tiltalte er fengslet, for fengslets vakthavende befalingsmann eller vaktmester.

Den muntlige ankeerklæring oppsettes på stedet skriftlig og undertegnes av mottageren og tiltalte og oversendes uten opphold til påtalemyndigheten.

Ved Modtagelsen af Anke-Erklæring skal der meddeles Tiltalte saadant Tilkjendegivende, som omhandles i § 195 sidste Led.

Ankeerklæringen innsendes i tilfelle til påtalemyndigheten, ledsaget av utskrift av hovedforhandlingen og andre nødvendige utskrifter og dokumenter.

§ 197.

En anke som ikke er erklært innen den bestemte frist eller på foreskrevet måte, kan ikke antas med mindre det er sannsynlig at den kjensgjerning som begrunner anken, først senere er blitt den ankende bekjent, eller at oversittelsen eller feilen av andre grunner ikke kan legges ham til last. I et hvert fall må han erklære sin anke innen et tidsrom av samme lengde som ankefristen etter at de omstendigheter som har fremkalt oversittelsen eller feilen, er fjernet.

§ 198.

Inden samme Frist og paa samme Maade som ovenfor bestemt maa den Ankende angive, om det er Sagsbehandlingen eller Dommens Indhold, han angriber. I første Tilfælde anføres de Omstændigheder, hvorpaa Angrebet støttes, i sidste maa han opgive, om han alene klager over Strafudmaalingen, eller om han ogsaa er misfornøiet med Lovens Anvendelse eller med Bevisbedømmelsen angaaende Omstændigheder, der ligger udenfor Skyldspørgsmaalet. Er flere strafbare Handlinger paadømt i samme Dom, maa det angives, med Hensyn til hvilke af disse Lovens Anvendelse paastaaes at være feilagtig.

Er anken uten begrunnelse, eller er begrunnelsen ikke fyldestgjørende, bør feilen søkes avhjulpet.

§ 199.

Forsvareren skal paa Forlangende af Tiltalte bistaa ham med Raad om, hvorvidt Anke bør erklæres.

Saavel Forsvareren som den offentlige Tjenestemand, til hvem Tiltalte i Henhold til § 196 henvender sig, skal yde ham al fornøden Bistand ved Erklæringens Affattelse og Begrundelse.

§ 200.

Påtalemyndigheten sender uten opphold ankeerklæringen med begrunnelse og de nødvendige utskrifter og dokumenter til Høyesteretts kjæremålsutvalg eller – hvis det er truffet bestemmelse etter § 18 første ledd – til lagmannen.

Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslov §§ 346, 348 til 351, 352 første ledd og 353 til 354 får tilsvarende anvendelse. Ved anke til lagmannsrett kan lagmannen treffe de avgjørelser som er nevnt i § 346. Avgjørelser etter §§ 349, 350 og 352 første ledd kan treffes av lagmannsretten uten ankeforhandling.

§ 201.

Er den fra den ene Side iverksatte Anke støttet til Grunde, der kan lede til Afsigelsen af en ny Dom i Høiesteret, er den anden Part berettiget til at gjøre gjældende saadanne Ankegrunde, der kan lede til, at Dommen kjendes ugyldig; dog maa de betimelig forud for Sagens Foretagelse meddeles Modparten.

§ 202.

Med hensyn til sakens behandling og avgjørelse får bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslov §§ 352 annet ledd og 358 til 367 tilsvarende anvendelse.

§ 203.

Med hensyn til bevisopptagelse får reglene i den borgerlige straffeprosesslovs § 355 tilsvarende anvendelse med følgende endringer:

Forsvareren skal fremsette sin begjæring om bevisopptagelse for påtalemyndigheten. Hvis påtalemyndigheten finner å burde avslå begjæringen, skal den uten opphold forelegge spørsmålet for Høyesteretts kjæremålsutvalg og samtidig underrette forsvareren. Er det truffet bestemmelse etter § 18 første ledd, skal spørsmålet forelegges for lagmannen.

§ 206.

Fornyet Behandling efter Kapitel 25 og § 219 udelukker Anke. Er Begjæring om fornyet Behandling betimelig fremsat, stilles iverksat Anke til Høiesteret midlertidig i Bero.

Frafaldes Begjæringen, eller tages den ikke tilfølge, begynder Ankefristen sit Løb fra nyt af fra det Tidspunkt, Meddelelse herom er tilstillet Vedkommende.

§ 207.

En Dom kan ikke fuldbyrdes, saalænge Anke staar Tiltalte aaben. Dommens Fuldbyrdelse er at betragte som Frafaldelse fra Paatalemyndighedens Side af Adgangen til Anke til Skade for Tiltalte.

Er Anke betimelig erklæret, kan Dommen ikke fuldbyrdes, før Sagen er afgjort.

Spørges der kun om Forandringer af Straffen inden samme Strafart, kan Fuldbyrdelse efter Omstændighederne paabegyndes, naar Domfældte samtykke deri.

§ 208.

(Opphevet ved lov 8 juni 1979 nr. 43.)

Fem og tyvende kapitel. Fornyet behandling ved lagmannsrett.

§ 209.

Sak som er pådømt av krigsrett eller militær forhørsrett, kan påtalemyndigheten og tiltalte begjære tatt under fornyet behandling ved lagmannsrett. I krigstid kan tiltalte ikke begjære fornyet behandling medmindre han er idømt fengsel over 6 måneder eller tap av offentlig tjeneste.

Til fornyet behandling etter begjæring av tiltalte kreves i fredstid samtykke av Høyesteretts kjæremålsutvalg med mindre han er idømt fengsel over 3 måneder eller tap av offentlig tjeneste. I krigstid kreves samtykke av lagmannsretten uten hensyn til størrelsen av den idømte straff. Lagmannsrettens avgjørelse kan ikke angripes ved kjæremål eller anke.

Efter Tiltaltes Død kan alene Paatalemyndigheden begjære fornyet Behandling og da blot til Gunst for Tiltalte.

§ 210.

Begjæringen om fornyet Behandling maa være begrundet i en Bestridelse af, hvad der i Dommen er antaget med Hensyn til Skyldspørgsmaalet; dog maa den ikke udelukkende støttes til, at Loven er urigtig anvendt.

Forsaavidt intet modsat er udtalt, antages tiltalte at bestride, hvad der ikke stemmer med hans egen i Retten afgivne Forklaring.

§ 211.

Bestemmelsene i §§ 192 første ledd, 194 til 199 og 207 samt den borgerlige straffeprosesslov § 358 får tilsvarende anvendelse, for så vidt intet motsatt er bestemt.

§ 212.

Avhenger adgangen til fornyet behandling av samtykke fra kjæremålsutvalget eller lagmannsretten, sender påtalemyndigheten uten opphold saken til utvalget eller til lagmannen.

Finner påtalemyndigheten ellers at tiltaltes begjæring om fornyet behandling er for sent fremsatt eller av andre grunner ulovhjemlet, forelegger den spørsmålet for krigsdommeren. Afslaar denne Begjæringen, meddeles Underretning herom til Tiltalte, der i Fredstid i Løbet af en Uge kan paakjære Afgjørelsen. I Krigstid kan Tiltalte ikke paakjære Afgjørelsen.

§ 213.

Sakens forberedelse og behandling foregår etter reglene for lagmannsrettssaker i kap. 21-23, for så vidt de kan finne anvendelse og intet avvikende er bestemt.

§ 214.

Forsaavidt Dommens Rigtighed blot bestrides med Hensyn til nogle af de antagne eller ikke antagne Kjendsgjerninger, kan Bevisførelsen begrænses til disse. Alene Slutningen af den bestridte Dom oplæses.

§ 215.

Udebliver Tiltalte uden lovligt Forfald i Tilfælde, hvor hans Nærværelse findes nødvendig, kan Retten, hvis Sagen er indbragt efter hans Begjæring, beslutte at afvise den, medmindre Paatalemyndigheden erklærer at ville have den fremmet.

Sex og tyvende Kapitel. Kjæremaal.

§ 216.

Mot rettslige avgjørelser som ikke kan gjøres til gjenstand for anke eller brukes som ankegrunn, kan enhver som derved rammes anvende kjæremål, hvis ikke avgjørelsen etter sin art eller etter særskilt lovbestemmelse er uangripelig.

Kjennelser og beslutninger under hovedforhandlingen kan ikke påkjæres av partene uten i følgende tilfelle:

  • 1.

    når de går ut på at saken utsettes, heves eller avvises;

  • 2.

    når de angår fengsling, ransaking, beslag, heftelse av gods, straff-, omkostnings- eller erstatningsansvar eller tredjemanns plikt til å avgi forklaring, ed eller forsikring, å framlegge eller gi adgang til skriftlige bevis eller andre ting eller å gjøre tjeneste som sakkyndig.

Påtalemyndigheten kan erklære kjæremål til gunst for den som er rammet ved en rettslig avgjørelse, også etter hans død.

§ 217.

Bestemmelserne i den borgerlige straffeprosesslov §§ 379 til 388 finder tilsvarende Anvendelse med følgende Ændringer:

Den almindelige Kjæremaalsfrist i Krigstid er 24 Timer.

Naar det i Krigstid findes paakrævet, kan Retten beslutte ikke at tillægge et Kjæremaal opsættende Virkning, uagtet det efter Loven tilkommer saadan.

Finner noen av partene bevisopptagelse nødvendig, får reglene i § 203 tilsvarende anvendelse.

Syv og tyvende Kapitel. Gjenoptagelse.

§ 218.

Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslov kap 27 får tilsvarende anvendelse.

Med Hensyn til Nødvendigheden af Forsvarer under den nævnte Lovs § 397 annet ledd omhandlede Bevisoptagelse forholdes efter nærværende Lovs §§ 77-78.

§ 219.

Når noen i en lagmannsrettssak eller i en sak hvor det kreves tillatelse etter § 209 annet ledd til fornyet behandling, uten eget samtykke er dømt skjønt han er uteblitt, kan han begjære saken gjenopptatt når han sannsynliggjør at han har hatt lovlig forfall, eller at stevningen ikke i tide er kommet til hans kunnskap.

Begjæringen maa fremsættes inden Ankefristens Udløb. Iøvrigt finder Reglerne i §§ 197 og 207 annet og tredje Led samt i den borgerlige straffeprosesslov §§ 394 til 398 og 400, jf nærværende Lovs § 218 andet Led tilsvarende Anvendelse.

Udebliver Domfældte ved den nye Hovedforhandling, hæves Sagen og den afsagte Dom bliver staaende ved Magt.

Otte og tyvende Kapitel. Paatale af borgerlige Retskrav i Forbindelse med militær Straffesag.

§ 220.

Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslov kap 29 gjelder tilsvarende.

§§ 221-222.

(Opphevet ved lov 14 juni 1985 nr. 71.)

Ni og tyvende Kapitel. Sagsomkostninger.

§ 223.

Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslov kap 30 får tilsvarende anvendelse så langt de passer.

Tretiende Kapitel. Heftelse af Sigtedes Gods.

§ 224.

Bestemmelserne i den borgerlige straffeprosesslov kap 17 finder tilsvarende Anvendelse. Dog gjelder nevnte lovs § 220 således at heftelsen er betinget av at siktede er dømt til strengere straff enn fengsel i 6 måneder eller med skjellig grunn mistenkes for en straffbar handling som hører under lagmannsrett.

Heftelse etter foregående ledd kan også iverksettes av en befalingsmann.

En og tretiende Kapitel. Ansvar i Anledning af Sagen.

§ 225.

Bestemmelsene i den borgerlige straffeprosesslov kap 31 får tilsvarende anvendelse.

To og tretiende Kapitel. Straffens Fuldbyrdelse.

§ 226.

En ved endelig Dom eller Retskjendelse ilagt Straf bliver som Regel uopholdelig at fuldbyrde.

Har Retten indstillet domfældte til Benaadning, kan Fuldbyrdelsen ikke finde Sted, saafremt han herved vilde komme til at udstaa nogen Straf, som Indstillingen om Benaadning søger ham fritaget for. Har han selv søgt Benaadning, kan i Fredstid Straffens Fuldbyrdelse blot paabegyndes, forsaavidt han samtykker deri. Efter nærmere Bestemmelser, som gives af Kongen, kan også i Krigstid Fuldbyrdelse af Straf udsættes, naar domfældte søger Benaadning.

§ 227.

Bestemmelserne i den borgerlige straffeprosesslov § 459 finder tilsvarende Anvendelse.

Det samme gjælder den nævnte Lovs § 460, idet ogsaa i militære Forhold en Dags Varetægtsfængsel regnes lige med en Dags Arrest.

§ 228.

(Opphevet ved lov 8 juni 1979 nr. 43.)

§ 229.

Naar anden Straf end paa Formuen skal fuldbyrdes, paaligger Iverksættelsen heraf den militære Paatalemyndighed.

Kongen bestemmer hvilke tjenestemenn namsrettens og namsmannens gjøremål skal høre under når det gjelder inndrivelse av bøter, saksomkostninger og erstatningsansvar utenfor riket.

§ 230.

Er domfældte militær Kommandomyndighed undergiven, beordres han, naar han er paa fri Fod, til at fremmøde til bestemt Tid paa det Sted, hvor Straffen skal udholdes. Fremmøder han ikke efter Ordren, kan han afhentes. Uden forudgaaende Ordre kan Afhentning finde Sted, naar domfældte skal udholde Fængsel over 6 Maaneder eller mistænkes for at ville flygte.

I andre Tilfælde kommer Bestemmelsen i den borgerlige straffeprosesslov § 461 til Anvendelse.

§ 231.

Opstaar der med Hensyn til Dommens Fortolkning, Beregningen af Frihedsstraffe, som er idømte eller træder istedenfor idømt Straf, eller af andre Grunde Tvist mellem Paatalemyndigheden og Domfældte, bliver Spørgsmaalet paa Domfældtes Begjæring at forelægge Jurisdiktionens Krigsret eller den Ret, der tidligere har dømt i Sagen, til Afgjørelse.

§ 232.

Opstaar der Tvist om, hvorvidt den Person, mod hvem Straffen tilsigtes fuldbyrdet, er den domfældte, afgjøres den efter de for Krigsretssager foreskrevne Regler af Jurisdiktionens Krigsret eller af den Ret, som tidligere har dømt i Sagen.

Tre og tretiende Kapitel. Standretsbehandling.

Fire og tretiende Kapitel. Forskjellige Bestemmelser.

§ 246.

Den militære og borgerlige Paatalemyndighed pligter at yde hinanden al fornøden Bistand ved Forfølgningen af strafbare Handlinger.

§ 247.

Naar den borgerlige Paatalemyndighed antager, at en Militærperson har forøvet en offentlig Paatale undergiven strafbar Handling, der hører under militær Straffemyndighed, skal den, forsaavidt Handlingen er belagt med Straf i den borgerlige Straffelovgivning eller bestaar i Rømning, ulovlig Fraværelse eller anden Unddragelse fra Krigstjenesten, uopholdelig give den militære Paatalemyndighed Underretning om, hvad der er kommet til dens Kundskab og imidlertid foretage de Skridt, som ikke uden Skade kan opsættes.

Paa tilsvarende Maade skal den militære Paatalemyndighed forholde sig, naar den antager, at en offentlig Paatale undergiven strafbar Handling, som hører under borgerlig Straffemyndighed, er forøvet af en tjenstgjørende Militærperson.

§ 248.

Skal tjenstgjørende Militærperson paagribes for strafbar Handling, der hører under borgerlig Straffemyndighed, bør Ordren eller Beslutningen herom søges iverksat af hans militære Foresatte, forsaavidt det kan ske uden skadeligt Ophold.

Ved Ransagning i militære Rum eller Beslag af militære Ting i Anledning af strafbar Handling, der hører under borgerlig Straffemyndighed, bør ogsaa, saavidt muligt, søges militær Myndigheds Medvirken.

I ethvert Tilfælde skal Meddelelse om saadan Paagribelse, Ransagning eller Beslag uopholdelig ske til vedkommende militære Myndighed.

§ 249.

Fængsels- eller Heftestraf, som en Militærperson har paadraget sig for en strafbar Handling, der hører under borgerlig Straffemyndighed, og som han skal udstaa, medens han er tjenstgjørende, fuldbyrdes af den militære Paatalemyndighed.

§ 250.

Bestemmelserne i den borgerlige straffeprosesslov §§ 49 og 364 gjælder ogsaa, hvor de forskjellige Domme er afsagt dels ved militær, dels ved borgerlig Ret.

Indbringelsen sker af den militære Paatalemyndighed for militær eller af den borgerlige Paatalemyndighed for borgerlig Ret, eftersom det er ved militær eller borgerlig Ret, at Domfældte er ilagt den høieste Straf eller, hvor Straffene er lige, sidst er dømt i Straf.

§ 251.

Med hensyn til sikring og forvaring i saker etter denne lov får reglene i den borgerlige straffelovs § 39 b tilsvarende anvendelse. Sak om anvendelse av sikringsmidler hvor det ikke påstås straff, innbringes for krigsrett.

§ 252.

Bestemmelsene i denne lov gjelder med de begrensninger og avvikelser som følger av anerkjent folkerett og av internasjonale overenskomster som Norge er part i.

Fem og tretiende Kapitel. Slutningsbestemmelser.

§ 253.

Denne Lov træder i Kraft den 1ste April 1901.

Fra den Tid ophæves: – – –

samt alle andre nugjældende Bestemmelser angaaende den militære Rettergang, som strider mod nærværende Lov.

§§ 254-255.

(Overgangsbestemmelser.)

Med Norsk Lovkommentar blir arbeidsmiljøloven lettere å forstå

SmartLawyer Writer forenkler ditt juridiske skrivearbeid 

Rettsdata Total ditt juridiske arbeidsverktøy